Personlig økonomi

Toblerone-chokolade siger farvel: Forbrugernes smag sender klassiker på pension

Efter næsten 60 år må den ikoniske trekantet-bar lade livet, fordi briterne ikke længere har smag for mørk chokolade.

Toblerone-chokolade siger farvel: Forbrugernes smag sender klassiker på pension
Foto: Safwan C K / Unsplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. april 2025

En chokoladeklassiker må lade livet. Efter næsten 60 år i butikkerne trækker producenten Mondelēz den mørke version af den ikoniske Toblerone-bar tilbage fra hylderne i Storbritannien. Det skriver The Guardian.

“Det er en svær beslutning, men folks smag ændrer sig,” lyder det fra en talsmand for Mondelēz, der fortsætter: “Vi forstår, at det kan være skuffende for nogle forbrugere, men vi fortsætter med at investere i Toblerone.”

Den mørke Toblerone, der vejer 360 gram og er lavet med honning, mandel og mørk chokolade, har længe været et fast syn i både supermarkeder og lufthavnsbutikker. Men ikke længere.

Meldingen kommer midt i påskeweekenden – højsæson for chokoladesalg – og på sociale medier har nyheden allerede sat gang i hamstringsbølgen. På supermarkedskæden Waitroses hjemmeside var baren hurtigt udsolgt.

Den mørke Toblerone føjer sig dermed til en efterhånden lang liste af elskede, men pensionerede chokoladebarer. Mars Delight, Cadbury Dream og Milky Way Crispy Rolls er bare nogle af de navne, chokoladefans har måttet sige farvel til.

I mellemtiden vinder nye smagsfavoritter frem – blandt andet såkaldt “Dubai-chokolade” med pistaciecreme og sprød knafeh, som nu også fås i luksusversioner fra Lindor og discountudgaver fra Lidl, der meldes udsolgt i hele Storbritannien.

Nyheden om Toblerones sort-farvede farvel kommer i kølvandet på rekordhøje kakaopriser og en generel stigning i chokoladepriserne. Ifølge britiske tal er prisen på chokolade steget med over 13 % det seneste år.

Om den mørke Toblerone også forsvinder uden for Storbritannien, er endnu uklart.

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler