Hvem står bag Økonomista?
Hej, jeg hedder Mille Skjold Madsen! Jeg er uddannet journalist og grundlægger af Økonomista.
I 2020 fik jeg ideen til Økonomista. Eller den havde nok ligget derinde i hjernen og summet et stykke tid, men jeg var også ved at brygge barn nummer to, så det ene kom lige før det andet. Men jeg sad i hvert fald under corona-lockdown uden penge på lommen, men med verdens bedste tid. Og man skal jo som bekendt ikke sige til humlebien, at den ikke kan flyve, for det gør den sgu alligevel.
Så jeg startede Økonomista magasinet, og i dag udkommer vi fire gange årligt, kan købes i 140 butikker og så har vi for nylig også lanceret vores nyhedsssite, hvor du kan få endnu flere finansnyheder. Jeg har selv nørdet økonomi i et årti, men savnede en mere let, humoristisk og kvindelig tilgang til pengene. Så man kan nok sige, at jeg har skabt det medie, som jeg selv savnede – og i dag er det fantastisk at vide, at der også er andre som havde brug for Økonomista i deres liv.
God fornøjelse!