Personlig økonomi

Forbrugertilliden falder i august: Danskerne bekymrede for økonomien

Danskerne er bekymrede for privatøkonomien, selvom økonomien som helhed viser fremgang.

Forbrugertilliden falder i august: Danskerne bekymrede for økonomien
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 28. august 2025

Forbrugertilliden i Danmark er faldet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at indekset gik fra -15,7 i juli til -17,2 i august. Det skyldes især, at danskerne har et mere pessimistisk syn på både deres egen økonomi og på dansk økonomi generelt.

Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank, fortæller at frygten for inflation fylder meget:

“Det er bestemt ikke blevet bedre af, at fødevarepriserne er steget betydeligt henover sommeren, og selvom det kun udgør 10-15 procent af vores forbrug, så er det noget vi lægger meget mærke til.”

Store udsving på aktiemarkedet har med al sandsynlighed heller ikke hjulpet på stemningen blandt danskerne, tilføjer hun.

Den negative stemning ses i forbruget

Selvom mange danskere er pessimistiske omkring deres privatøkonomi, viser de faktiske tal, at økonomien har rykket sig positivt det seneste år. Flere er kommet i arbejde, inflationen holdes under kontrol trods stigende fødevarepriser, og både lønninger og overførselsindkomster stiger markant hurtigere end priserne. Også boligmarkedet har oplevet fremgang, og der er ingen tegn på, at denne udvikling ikke kan fortsætte i det kommende år.

Den negative stemning viser sig dog tydeligt i forbruget.

“Den negative stemning blandt forbrugerne giver sig blandt andet udslag i, at vi er meget tilbageholdende med at bruge penge for tiden. For selvom forbruget stiger, så er det i en længere periode steget betydeligt mindre, end købekraften. Danskerne sætter store summer til side hver måned, blandt andet fordi bekymringer om økonomien får mange til at polstre sig bedre. Når det er sagt, så var forbruget faldet kraftigere, hvis forbrugerne havde omsat det dystre humør til tilsvarende tilbageholdenhed,” forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.

Dyr elektronik kan blive endnu dyrere for unge studerende

Læs også: Dyr elektronik kan blive endnu dyrere for unge studerende

Personlig økonomi

Se flere artikler