Bolig

Flere førstegangskøbere på boligmarkedet

Danskerne, der er på udkig efter deres første bolig, udgør ved indgangen til oktober næsten halvdelen af alle med planer om boligkøb i de kommende seks måneder. Det viser en måling fra Homes Køberbarometer, som analysevirksomheden YouGov har foretaget. 

Flere førstegangskøbere på boligmarkedet
Foto: Home ©2018 / Palle Peter Skov
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 25. oktober 2024

Siden målingens start i april 2019 er det kun én gang set højere, nemlig i juli 2023, hvor 49 procent af danskerne med boligkøbsplaner var førstegangskøbere. 

Det skriver Ritzau.

Ifølge Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent hos Home, er førstegangskøberne afgørende for boligmarkedet, da deres boligkøb ofte udløser en kæde af handler: 

”Når de køber en lejlighed eller et hus, betyder det, at ejerne her kan komme videre til en anden bolig, så på sigt betyder det, at flere handler kommer i hus.”

Rentefald baner vej for boligdrømme

I de sidste fem år har den gennemsnitlige andel af førstegangskøbere ligget på 44 procent, men nu er den en smule højere. Hele 47 procent af alle med planer om boligkøb er førstegangskøbere, og det er der ifølge Home en god grund til. 

Rentefaldet har gjort det lettere for førstegangskøbere at realisere deres boligplaner. 

”Det har mange ventet på, og det har givet en del boligkøbere det skub, de havde brug for til at tage næste skridt,” siger Homes analytiker og peger på, at renten har ekstra stor betydning for førstegangskøberne, fordi de typisk ikke har en opsparing med sig ud over til udbetalingen, og dermed skal låne til det meste af det nye hjem.

Så når det især er de yngre købere, der melder sig på banen nu, sker det efter en periode, hvor mange har udskudt deres boligdrømme gennem længere tid.

”Der er et opsparet boligbehov, men de unge har vist sig at være dygtige til at spare op i mellemtiden, og mange af dem har godt styr på økonomien og kan opfylde de krav, bankerne stiller, når der skal lånes til det første hjem,” lyder vurderingen.

Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu

Læs også: Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu