BoligHøjt antal kvote 2-ansøgninger skaber boligmangel for studerende
Er du én af de mange, der netop har fået optagelse på en videregående uddannelse, og nu står overfor jagten på en studiebolig? Hvis du er i København, Århus eller Odense, skal du nok gøre dig klar til at kæmpe om pladserne – for der er ikke nok boliger til alle de nye studerende.
I år har der været rekordhøje tal på kvote 2-ansøgninger, og det har fået boligmarkedet til at gå fra en dårlig situation til en næsten umulig én. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er antallet af kvote 2-ansøgere steget med 4 procent, hvilket betyder, at hele 56.675 unge har søgt ind på videregående uddannelser i Danmark. Det er det højeste tal siden 2021.
Men det er ikke kun uddannelsespladserne, der er eftertragtede. Der er også kamp om studieboligerne, og de er langt fra nok til at opfylde behovet. Det skaber især problemer i de største studiebyer, hvor mangel på både lejeboliger og almene ungdomsboliger er blevet en akut udfordring. I København og på Frederiksberg var der i 2024 hele 12 studerende per én almen ungdomsbolig. På landsplan er tallet fire.
Boligkrisen rammer især de studerende hårdt, da priserne på ejerlejligheder er steget markant. Boligsiden har rapporteret, at ejerlejligheder på landsplan er blevet 8,7 procent dyrere på bare ét år. Det betyder, at mange forældrekøb, som tidligere har været en løsning for studerende, nu er blevet økonomisk urealistiske for langt de fleste.
Det kan CEO i Investering og Studiebolig A/S, Bjarke Wolmar, også mærke. Han fortæller, at de dagligt hører fra forældre og bedsteforældre, som er bekymrede for, hvor deres børn skal bo. Og med flere ansøgere og færre boliger er presset kun blevet større.
“Det rekordhøje ansøgertal betyder, at vi fortsat ser ind i en kritisk mangel på boliger til studerende. Det skaber et pres på boligmarkedet og giver øget økonomisk usikkerhed for unge under uddannelse. Vi kan tydeligt mærke, at folk er desperate lige nu,” siger han.
Er forældrekøb løsningen?
I mange år har forældrekøb været en af de få muligheder for studerende i de store byer. Men med de rekordhøje priser på ejerlejligheder, er forældrekøb nu kun realistisk for de allerrigeste. Ifølge Bjarke Wolmar er det næsten kun bankdirektører, der har råd til at købe en 60 kvadratmeter bolig til tre millioner kroner i København.
I stedet tilbyder Investering og Studiebolig A/S et alternativ til de dyre ejerlejligheder, ved at tilbyde studerende en mulighed for at leje studieboliger til cirka 4.000 kroner om måneden i storbyerne.
“Vi kan tilbyde en studiebolig til folks børn eller børnebørn i København, Århus eller Odense til en husleje på cirka 4000 kroner om måneden, hvilket appellerer til mange,” siger Bjarke Wolmar.