BoligDrop altan og opgang – og få fire gange så meget plads for pengene
Du kan få et slot i stedet for en lejlighed – næsten da. Hvis du er klar til at bytte byliv ud med villaidyl, er der masser af kvadratmeter at hente. Se her, hvor du får mest hus for din lejlighed.
Er du træt af trapper, støj fra overboen og en altan på størrelse med et pizzabud? Så er det måske nu, du skal overveje at sælge lejligheden og rykke ud af byen.
For hvis du bor i en af landets store byer, kan du i mange tilfælde veksle din lejlighed til et hus med mere end dobbelt – ja, endda op til fem gange – så mange kvadratmeter. Det viser en ny beregning fra Boligsiden.
”Ejerlejligheder i de store byer er altid eftertragtede, og priserne er relativt høje, sammenlignet med hvad man kan få, når man bevæger sig ud i omegnskommunerne. Hvis man også har haft sin bylejlighed i så mange år, at priserne er steget, så kommer man måske ud med et overskud, der gør, at man kan lægge en pæn udbetaling. Så er springet til villaejer pludselig ikke så voldsomt rent økonomisk,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Her får du mest plads for pengene
Og der er virkelig meget at komme efter, hvis du er klar på et nyt postnummer.
Sælger du din lejlighed i Aarhus, kan du i Lemvig få hele 481 kvadratmeter hus for de samme penge. Det er over fem gange så meget plads som en gennemsnitlig by-lejlighed.
Bor du i Odense og flytter til Langeland, kan du få 363 kvadratmeter. I Aalborg svarer lejlighedsprisen til 283 kvadratmeter hus på Mors, og i Esbjerg får du 243 kvadratmeter i Tønder.
Er du mere til kortere afstande, kan du stadig få meget mere hus, hvis du rykker lidt ud:
- Fra Aarhus til Favrskov: 224 m²
- Fra Odense til Faaborg-Midtfyn: 216 m²
- Fra København til Ishøj: 210 m²
- Fra Esbjerg til Varde: 157 m²
- Fra Aalborg til Rebild: 139 m²
- Fra København til Hvidovre: 135 m²
Kan du blive i byen?
Hvis du helst bliver, hvor du er – bare med en have og lidt flere kvadratmeter – er der stadig lidt at hente. Men ikke meget.
- I København svarer en lejlighedspris til et hus på 87 m². Det er kun to kvadratmeter mere, og det er tvivlsomt, om du finder et hus i dén størrelse.
- I Aarhus kan du komme op på 113 m² hus.
- I Odense: 108 m²
- I Esbjerg: 112 m²
- I Aalborg: 107 m²
Men det er ikke nemt at finde huse i præcis dén størrelse. Og der er sjældent noget at komme efter, hvis du ikke er klar til at lægge ekstra oveni.
”Hvis man ikke vil betale ekstra, er det næsten umuligt at skifte fra lejlighed til villa og blive i en af de store byer. Udbuddet af huse i Københavns kommune er ikke stort, man skal altså ikke længere end en eller to kommuner væk, før man kan få rigtig mange kvadratmeter i bytte,” siger Birgit Daetz.