Karriere

Disse job kan forsvinde med AI i de næste 20 år

Kassemedarbejdere, lastbilchauffører – og journalister. Det er nogle af de job, som eksperter mener risikerer at blive overflødige i løbet af de næste to årtier på grund af kunstig intelligens.

Disse job kan forsvinde med AI i de næste 20 år
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 20. april 2025

Ifølge en ny rapport fra Pew Research Center mener hele 73 % af AI-eksperter, at kassejobs er på vej ud. 62 % peger på lastbilchauffører, og 60 % nævner både fabriksarbejdere og journalister som udsatte grupper. Selv softwareudviklere går ikke fri – her vurderer halvdelen af eksperterne, at AI kan tage over. Det skriver CNBC.

Ifølge rapporten fra Pew Research Center vurderer eksperter, at særligt følgende jobfunktioner er i farezonen:

  • Kassemedarbejdere (73 %)
  • Lastbilchauffører (62 %)
  • Journalister (60 %)
  • Fabriksarbejdere (60 %)
  • Softwareudviklere (50 %)

Undersøgelsen bygger på svar fra over 1.000 eksperter og mere end 5.400 amerikanske borgere. Og mens eksperterne generelt er optimistiske om AI’s betydning for fremtidens arbejdsmarked og økonomi, ser den brede befolkning mere skeptisk på udviklingen.

“Det er virkelig vigtigt, at begge perspektiver er med i samtalen,” siger Jeff Gottfried, forskningsdirektør hos Pew. “Vi forsøger ikke at dømme, hvem der har ret – men at forstå de erfaringer og bekymringer, som begge grupper bringer med sig.”

Ifølge Gottfried er det især den teknologiske udvikling inden for førerløse køretøjer, der får eksperterne til at pege på chaufførfaget som i fare. Det står i kontrast til den generelle befolkning, hvor kun 33 % deler den bekymring.

Fælles for både eksperter og offentlighed er dog ønsket om mere kontrol over, hvordan AI bruges, og en udbredt mistillid til, om hverken staten eller erhvervslivet vil håndtere teknologien ansvarligt.

“Vi håber at kaste lys over, hvilke erfaringer og bekymringer der er centrale for diskussionen om AI – både dens risici og dens muligheder,” siger Gottfried.

“Kan man stadig være ambitiøs, når man også er blevet mor?”

Læs også: “Kan man stadig være ambitiøs, når man også er blevet mor?”