Karriere“Kan man stadig være ambitiøs, når man også er blevet mor?”
Hvordan håndterer man en identitetskrise, når man går fra karriere med fuld fart til livet som ny forælder? Det kæmper Mie med.
Denne udgave af brevkassen bringes i samarbejde med podcasten Karriereklubben. En podcast, som hver uge bringer dilemmaer fra lytterne, hvor et panel af erhvervsfolk og iværksættere får lov til at give deres perspektiver og gode råd med på vejen. Spørgsmålene her har tidligere været bragt i podcasten, og svarene er et uddrag af de fulde svar, som kan høres i denne episode.
Spørgsmål: “Kan man stadig være ambitiøs, når man også er blevet mor?”
Kære Karriereklubben
Jeg har et dilemma, som jeg håber I kan hjælpe mig med. Jeg er 32 år, og har altid været meget fokuseret på min karriere, og faktisk været der, hvor jeg var i tvivl om, at familielivet overhovedet var noget for mig. Men for 1,5 år siden fandt jeg ud af, at det var det, for der fik jeg en datter, og det er det bedste, der er sket. Men nu hvor jeg er kommet tilbage, kæmper jeg nok med lidt med en identitetskrise. Før var jeg så fokuseret på karrieren og blev der til sent og elskede det, men det kan jeg ikke gøre længere af gode grunde. Men jeg har stadig en masse drømme. Så har I gode råd til, hvordan man navigerer i sådan en identitetskrise, hvor man pludselig har rollen som mor, men stadig en masse ambitioner i arbejdslivet?
Kærligst Mie
Svar fra panelet
Ann Forup – Gen Z Leadership Expert
Det er et meget typisk dilemma. Jeg vil til enhver tid mene, at man godt kan det hele. Det har jeg selv kæmpet med i mange år som mor til tre og med en lang karriere i corporate-verdenen. Dårlig samvittighed følger ofte med, men jeg har lært, at det ikke handler om, hvor længe man sidder på kontoret. Du kan sagtens være skarp og effektiv uden at arbejde sent.
Familielivet tilføjer en ny dimension, og det ændrer, hvordan vi prioriterer. Mange oplever faktisk, at de bliver mere effektive, når de bliver forældre.
Vi har fleksible arbejdsvilkår nu – du kan arbejde fra stort set hvor som helst, og de fleste danske arbejdspladser er med på det. Det vigtigste er, at du hviler i, hvad du brænder for. Identitet handler også om at føle, man er en del af noget, der giver mening.
Husk, at karrieren ikke er statisk – man designer den hele tiden. Det er helt okay at skrue ned i en periode og vende tilbage senere med nyt fokus.
Sanne Vinther – Managing Director, Arla Fonden
Det er helt naturligt, at der opstår et skifte, når man får børn – noget bliver vigtigere. Men dine drømme og ambitioner afhænger ikke af, hvor mange timer du arbejder.
Tiden er ofte bare en måleenhed i vores hoved. Når du bliver forælder, ændrer timeregnskabet sig – og det er helt okay. Det vigtige er, at du tror på, at du stadig er dygtig. Det kan være en god idé at tage en samtale med din leder: Hvis du ikke har de samme timer til rådighed, hvad skal du så prioritere for stadig at bringe værdi?
Glæden ved arbejdet skal gentænkes – men den kan sagtens bevares. Børnene vil på et tidspunkt også få mindre behov for dig, og så kan du komme tilbage med fornyet kraft og nye perspektiver.
Og du vil måske opdage, at: “Jeg troede, det var nødvendigt at sidde til kl. 19 – men det er det jo ikke.” Du er stadig skarp, du bidrager, dine kolleger respekterer dig. Det handler ikke om timer – men om den værdi, du skaber.
Simone Skovshoved – Head of Policy, Danske Iværksættere
Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Jeg har ikke selv børn, men jeg kommer fra en stor søskendeflok og har talt med mine søskende om netop det her – hvordan man balancerer karriereambitioner med det at få børn.
Noget, jeg ofte støder på, er kvinder, der siger: “Karrieren er bare 2. prioritet nu – børnene er nummer 1.” og her tror jeg også det handler om selvbilledet – at man anerkender, hvor man er i livet, og siger til sig selv: “Karrieren kan få mere plads igen, når børnene bliver større.”
Det kræver også gode rammer og et ærligt netværk, hvor man kan dele erfaringer og støtte hinanden. For drømmene behøver jo ikke forsvinde – de kan leve videre og få ny form.