Karriere

“Min kollega har haft stress. Kan jeg overhovedet hjælpe?”

Camilla vil gerne støtte en kollega, der er vendt tilbage efter en stresssygemelding. Hun er i tvivl om, hvordan man viser omsorg uden at virke påtrængende – og uden at trække sig helt.

“Min kollega har haft stress. Kan jeg overhovedet hjælpe?”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 5. maj 2025

Denne udgave af brevkassen bringes i samarbejde med podcasten Karriereklubben. En podcast, som hver uge bringer dilemmaer fra lytterne, hvor et panel af erhvervsfolk og iværksættere får lov til at give deres perspektiver og gode råd med på vejen. Spørgsmålene her har tidligere været bragt i podcasten, og svarene er et uddrag af de fulde svar, som kan høres i denne episode.

Spørgsmål: “Min kollega har haft stress. Kan jeg overhovedet hjælpe?”

Kære Karriereklubben

Min kollega er netop vendt tilbage efter en stresssygemelding. Jeg vil virkelig gerne støtte vedkommende på den rigtige måde. Jeg kan mærke, stemningen omkring kollegaen er lidt forsigtig, for vi vil alle sammen gerne passe på, men ingen ved rigtig, hvad der bedst kan gøres og siges. Jeg er ikke særlig tæt med denne kollega, så jeg ved ikke rigtig, om man skal spørge ind til, hvordan de har det, eller om det er bedre at lade helt være med at tage initiativet. Hvordan kan jeg være en god kollega uden at virke for påtrængende – og også uden at ignorere? Kollegaen har været igennem en meget svær periode.

Fra Camilla

Svar fra panelet

Ulla Sommerfelt – Serieiværksætter og investor

Det handler om at undgå det, jeg kalder hensynsbetændelse. Det sker, når vi føler så meget empati, at vi næsten kommer til at lide med den anden – og så tør vi ikke handle, fordi vi er bange for at gøre det værre. Det kan føles omsorgsfuldt, men det bringer hverken os eller kollegaen videre.

I stedet for empati, der kan trække os ned i følelsen, skal vi finde frem til compassion. Det er ikke et ord, vi helt har på dansk, men det dækker over evnen til at forstå, hvordan andre har det – og samtidig kunne handle kærligt og klart på det.

Det kræver balance, for vi havner ofte i én af to grøfter: Enten bliver vi så søde og overforsigtige, at vi ikke tør tage kontakt, eller også bliver vi for direkte. Men det, der virkelig hjælper, er tydelighed og normalitet. Folk, der vender tilbage fra stress, vil som regel bare gerne føle sig som sig selv igen – og ikke som et særligt tilfælde, man skal gå på listetæer omkring.

En måde at gøre det naturligt på er at indføre en fælles “check-in” i teamet – fem minutter i starten af et møde, hvor alle deler, hvordan de har det. Ikke noget, der er målrettet den enkelte, men et rum hvor sårbarhed bliver noget kollektivt. Det giver luft og respekt uden at udpege nogen.

Moussa Mchangama – Co-founder af In Futurum og forfatter

Det lyder som om, Camilla gerne vil gøre det rigtige – men måske ender med at tage ansvar for noget, der egentlig ikke er hendes. Det er vigtigt at huske, at det ikke nødvendigvis er kollegaens ønske at blive mødt med forsigtighed.

Hvis der er en leder i billedet – og det går jeg ud fra – så er det faktisk ledelsens ansvar at tage sig af rammerne omkring tilbagevenden. Camilla kan sagtens gå til lederen og spørge: “Er der noget særligt, jeg bør være opmærksom på? Jeg vil bare gerne være en god kollega.”

Det er både omsorgsfuldt og professionelt at indrømme, at man er i tvivl. Så kan hun støtte, uden at tage ansvar for noget, hun ikke selv har kontrol over.

Peter Sorgenfrei – Coach og selvstændig i Sorgenfrei ApS

Camilla skriver selv, at hun ikke er særlig tæt på kollegaen – og så kan det faktisk virke mere ubehageligt, hvis hele kontoret pludselig bliver meget følsomt omkring én. Man vil måske bare gerne i gang igen.

Hvis Camilla gerne vil række ud, kan hun gøre det stille og ærligt, fx:
“Jeg ved, du har haft det svært. Vi er ikke så tætte, men jeg vil bare sige, at jeg gerne vil være der, hvis du får brug for det – døren står åben.”

Så giver hun plads – uden at presse sig på.

Jeg har selv været sygemeldt med stress, dengang jeg drev en virksomhed med 70 ansatte i fem lande. Da jeg kom tilbage efter seks ugers sygemelding, vidste mine medarbejdere heller ikke, hvordan de skulle møde mig. Et råd jeg fik af folk, der ved mere om det end mig, var: Fortæl selv, hvordan du har det – og hvad du har brug for.

Men behov kan være meget forskellige. Derfor er det en god idé at gå til lederen og spørge, hvad kollegaen foretrækker.

Er du “for flink” på arbejdet? Det betyder mere, end du tror

Læs også: Er du “for flink” på arbejdet? Det betyder mere, end du tror