Personlig økonomiUsikre tider: Danskerne ser sort på fremtiden trods bedre privatøkonomi
Nye tal viser, at danskernes økonomiske bekymringer er på det højeste niveau i over 40 år, primært på grund af usikkerhed om verdenssituationen. Selvom privatøkonomien ser bedre ud for mange, overskygger frygt for fremtiden de positive tendenser og kan dæmpe forbruget.
Den økonomiske nervøsitet har danskerne i et fast greb. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden tog endnu et dyk i marts – fra -14,5 i februar til -15,5. Det er det laveste niveau siden foråret 2023, hvor høj inflation stadig tyngede privatøkonomien.
“Vi skal mere end 40 år tilbage – til vinteren 1982 – før danskerne sidst var så bekymrede for fremtiden,” skriver Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank i en kommentar til tallene. “Det siger virkelig noget om, at bekymringen om verdenssituationen, og hvad især Trump kan få af betydning for den, har bidt sig fast i 2025 indtil videre.”
Det er især udsigterne for dansk økonomi, der får pessimismen til at brede sig. Når danskerne ser et år frem, er de historisk negative. Uroen i verden og de usikre geopolitiske forhold ser ud til at sætte sig dybt i folks sind – og måske også i deres pengepung.
Privøkonomien ser lidt lysere ud
Men det er ikke kun dårlige nyheder. Faktisk steg danskernes forventninger til deres egen privatøkonomi i marts, selvom det kom efter en tilsvarende nedgang i februar. Dog vurderer flertallet stadig, at deres økonomiske situation er værre end for et år siden.
“Det står i kontrast til den faktiske udvikling. Vi har set reallønnen stige, flere er kommet i job, renterne er faldet, og boligmarkedet har haft en solid udvikling,” forklarer Louise Aggerstrøm Hansen. “Det burde alt sammen give flere luft i økonomien, og vi har da også set en tendens til lidt højere privatforbrug i 2025.”
Frygt påvirker forbruget
Alligevel kan den udbredte usikkerhed få konsekvenser for danskernes forbrugsvaner.
“Selvom der er langt fra den globale politiske scene til danskernes privatøkonomi, så kan den voldsomme bekymring ende med at sætte sig i forbruget,” påpeger Louise Aggerstrøm Hansen. Når verden føles kaotisk, vælger mange at holde igen med pengepungen og afvente.