Personlig økonomi

Så langt vil vi maksimalt pendle til arbejde

De fleste danskere ønsker ikke at bruge for lang tid på at pendle til og fra arbejde. En ny undersøgelse fra Boligsiden viser, at flertallet af os vil maksimalt pendle 30 minutter hver vej – en tendens, der er blevet endnu stærkere de seneste år.

Så langt vil vi maksimalt pendle til arbejde
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 3. februar 2025

Ifølge Danmarks Statistik pendler 2,9 millioner danskere dagligt til arbejde, men de fleste ønsker at holde transporttiden kort. Den nyeste undersøgelse afslører, at 13 % af danskerne højst vil bruge 15 minutter på at komme til arbejde, mens 42 % kan acceptere en pendling på op til 30 minutter.

”Pendling er tid, der går fra familie og fritidsaktiviteter, og har man langt mellem bolig og arbejde, kan det være svært at få hverdagen til at gå op med fx børn, der skal afleveres og hentes. Derfor vil de fleste af os foretrække at bo i relativ nærhed af vores arbejde,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Pendlertiden er faldende

Sammenlignet med en undersøgelse fra 2015 viser resultaterne, at vi generelt vil bruge mindre tid på pendling. I 2015 var det kun 10 %, der foretrak at pendle maksimalt 15 minutter, mens tallet i dag er steget til 13 %. Også andelen, der accepterer en pendling på op til 30 minutter, er vokset. Derimod er der færre, der er villige til at bruge en time eller mere på transporten.

”Det kan overraske lidt, at vi i dag stadig foretrækker at bo så tæt på arbejdspladsen. Mange har efter corona fået mere fleksibilitet på arbejdet og kan arbejde hjemmefra, og hvis man drømmer om at bo på landet, burde det i dag være nemmere at kombinere med et arbejde i byen. Noget tyder dog på, at det i praksis er en kabale, der er svær at få til at gå op,” siger Birgit Daetz.

For de fleste gælder det, at hvis arbejdspladsen flytter længere væk, vil de vælge at finde et nyt job eller en bolig tættere på arbejdet, frem for at pendle længere. Det viser, at ønsket om kort pendling fortsat er stærkt blandt danskerne.

Gør du dette hver morgen? Denne vane kan ændre din økonomi

Læs også: Gør du dette hver morgen? Denne vane kan ændre din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler