Picture of Mille Skjold Madsen
Mille Skjold Madsen

Kvinders pensionsformue er lavere end mænds, og forskellen bliver endnu større, jo flere børn man får. “Børn har stor betydning for forskellen i parrets pensionsformuer,” lyder det fra forskningsprofessor. 

 

Kvinder med to børn har 20% lavere pension end fædre med samme antal børn.  Får man flere børn, så bliver uligheden mellem mænd og kvinders pension endnu større.

Kvinder mellem 40-59 år uden børn har ”kun” 7% lavere pension end mænd uden børn, mens mødre med to børn har 19% lavere pension end fædre og kvinder med fire eller flere børn har hele 40% lavere pension end fædre. Det viser en undersøgelse som ROCKWOOL fonden har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

“Ligesom forskellen på mænd og kvinders løn i høj grad kan tilskrives, at kvinder kommer bagud lønmæssigt, efter parret får børn, så ser vi også her, at børnene har stor betydning for forskellen i parrets pensionsformuer. Og det er jo vigtigt at være bevidst om – både privatøkonomisk i den måde man som familie indretter sig på, og hvis man som lovgiver ønsker at fremme større økonomisk ligestilling mellem mænd og kvinder,” udtaler forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden, Peter Fallesen i forbindelse med undersøgelsen.

 

Uligheden bliver forstærket af flere forhold 

Det er dog ikke kun antallet af børn, som giver kvinder færre penge på kontoen til pensionistlivet. Der er også andre faktorer, som spiller ind.

 

”Selvom mange kvinder i dag får længere uddannelser end mænd, ser vi stadig en markant kønsforskel i indkomst, efter kvinderne får børn, dels fordi mødre – modsat fædre – er mere tilbøjelige til at skifte til det offentlige, gå på deltid og takke nej til lederstillinger end kvinder uden børn. Men også fordi kvinderne ikke kan eller ikke vælger at investere deres pension på en måde, hvor der er større risiko for tab men også højere chance for et højt afkast,” fortæller Peter Fallesen.

 

Kvinder lever i gennemsnit 3,5-4 år længere end mænd, så deres pensioner skal række til flere leveår. Siden 2007 har pensioner også været anset som særeje i Danmark, og derfor bliver de som udgangspunkt ikke delt ved skilsmisse. Det betyder også, at kvinder vil miste en større del af parrets samlede pensionsopsparing, hvis de er en af de 41 % som bliver skilt.

 

Pensionsformuen udgør for de fleste af os vores største personlige opsparing. Andre typer opsparing som fx friværdi i boligen er som oftest noget, vi deler ligeligt mellem os, men pensioner regnes for personlig formue, medmindre et par får lavet en ægtepagt, der fastslår, at pensionerne skal deles. Og her er der store uligheder på spil, så vi ønsker at kortlægge, for hvem uligheden er størst, og om hvilke mekanismer, der er med til at skabe denne markante kønsuligheden i pension,” fortæller forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden Peter Fallesen.

 

Årsager til, at mænds pensionsformuer i gennemsnit er 19% er højere end kvinders:

 

  • Pensionen udgør en procentdel af lønnen og kvinders lønninger er 12 % lavere end mænds (2022) og hele 22,7% lavere, når man medregner, at kvinder i højere grad end mænd arbejder på deltid.

 

  • Kvinder lever i gennemsnit 3,5-4 år længere end mænd, så pensionspengene skal række længere.

 

  • Pensionsformuer anses siden 2007 som særeje og skal derfor – modsat fx friværdi i boligen – i udgangspunktet ikke deles i tilfælde af skilsmisse. Kvinden får dermed ikke gavn af, at hendes mand har en større pensionsopsparing, som hun kunne have haft, hvis parret var forblevet sammen.

 

  • Flere kvinder end mænd er ansat i det offentlige. Næsten hver anden kvinde er ansat i det offentlige mod kun hver femte mand. Udover lavere lønninger i det offentlige (dog ofte med højere arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag), er pensioner i det offentlige også i højere grad overenskomstbestemt, hvilket kan påvirke investeringsform og -risiko.

 

  • Kvinder er i gennemsnit mindre interesserede i pensionstyper og -afkast og også mindre tilbøjelige til at investere deres pensionsopsparing på en måde, som kan give højt afkast men også medfører høj risiko for tab. Kvinder ender i gennemsnit med en mere sikker pensionsopsparing end mænd – men også dårligere forrentet og derfor en mindre formue.

 

Kilde: ROCKWOOL Fonden 

 

Om undersøgelsen: 

Forskere ved ROCKWOOL Fonden, Københavns Universitet og Stockholm Universitet har  kortlagt størrelsen af og årsagerne til uligheden mellem mænds og kvinders pension i Danmark. På baggrund af data fra Danmarks Statistik fra 2020, som rummer hele befolkningen, har forskerne set på kønsforskelle i danskernes pensionsformuer på tværs af alder, uddannelse, familieformer og ansættelsesforhold, (fx offentlig ansættelse vs. privatansatte).

Få adgang til vores ugentlige nyhedsbrev, fyldt med artikler, interviews og analyser om alt fra lønforhandlinger til investering. Med medlemskabet får du også digital adgang til Økonomista-magasinet og mulighed for at tilføje det trykte magasin. Deltag i live interviews og redaktionsmøder for at forme indholdet. Optjen indsigt og inspiration til din økonomi hver uge.