Personlig økonomi

Økonomistas brevkasse: “Jeg har svært ved at holde mit budget særlig længe ad gangen. Hvad skal jeg gøre?”

Økonomistas brevkasse: “Jeg har svært ved at holde mit budget særlig længe ad gangen. Hvad skal jeg gøre?”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 4. oktober 2024

Går du rundt med et spørgsmål, som du mangler svar på? Måske vil du gerne have et godt råd til dit boliglån, din investering, dit budget, din lønforhandling, eller måske savner du gode argumenter til samtalen om økonomisk ligestilling i frokostpausen? Så kan vores eksperter måske hjælpe dig.

Stil dit spørgsmål via her. Det er selvfølgelig 100 % anonymt at indsende spørgsmål.

 

Hej brevkasse

Jeg drømmer om at komme på ferie til udlandet til sommer, og jeg tjener egentlig OK, men jeg har svært ved at spare op. Jeg kan sagtens lægge et budget og en plan for at spare op, men jeg har svært ved at holde det særligt længe ad gangen. Det går rigtig godt i starten, hvor jeg tracker mit forbrug og ikke køber impulsive ting, men lige pludselig går der hverdag i den, og så køber jeg alligevel takeaway med hjem, fordi det har været en hård arbejdsdag, eller jeg ikke lige fik handlet ind den uge, eller jeg køber et nyt stykke tøj, fordi det mangler jeg lige, og så kommer jeg ikke tilbage på sporet igen. Har I nogle gode råd til, hvordan jeg bliver ved med at være motiveret for at holde min plan og ikke “falder i”? 

Med venlig hilsen mig 

 

Kære du

Det lyder virkelig skønt med en sommerferie i udlandet! At ændre på sine vaner går nogle gange nemt, men oftest tager det lang tid og kræver lidt mentale kræfter. Det lader til, du er godt på vej, men mangler at være vedholdende længe nok til, at de nye vaner bliver dit “normale”. 

 

Her er nogle ting, du kan gøre:

 

  • Hæng et billede af din drømmeferie på køleskabet, så du flere gange bliver mindet om dit mål. Brug også gerne billedet som låst skærm på din telefon eller i din pung, så du også dér mindes om lige at tænke dig om en ekstra gang. Det kan også være en tracker, hvor du krydser af, når du har nået et delmål som fx 1.000 kr.

 

  • Lav en automatisk overførsel til din ferieopsparing samme dag, som din løn går ind. Skjul denne opsparing fra forsiden af din mobilbank/netbank, så den ikke står og frister.

 

  • Indfør en 72-timers regel, dvs. alle køb der ikke er planlagte, skal du overveje i 72 timer. På den måde minimerer du impulskøbene og får opbygget en vane med at overveje grundigt og at kigge på din forbrugskonto, om du rent faktisk har råd. 

 

  • Vær realistisk med dine køb af mad. Det kan være, det fungerer bedre for din hverdag at lave en madplan og handle ind til 2-3 dage ad gangen fremfor fx en hel uge, som ofte kan være uoverskueligt. Køb ind, så du altid har noget på lager, som du orker at lave på dage, hvor du er træt, mangler overskud og lignende. 

 

  • Tjek din mobilbank/netbank 1-2 gange om ugen, så du hele tiden har en føling med, hvor mange penge du har tilbage og kan prioritere, hvordan du vil bruge dem. På den måde er det nemmere at overholde hverdagsforbruget og ikke tage af opsparingen, fordi du ved, hvad du har. 

 

  • Allier dig med familie eller venner, som støtter dig i at nå dit mål ved at spørge ind til det løbende og dermed holde dig op på at få sparet op. De kan også hjælpe ved at foreslå en billigere løsning end at spise ude/takeaway, tage i biografen osv., når I skal ses.

 

Jeg håber motivationen og troen på, at du kommer på din ønskede ferie næste sommer, er styrket med disse råd.

God ferie!

 

Kærlig hilsen

Lotte Bidstrup

Pengecoachen, økonomisk mentor/coach

Inflationen stiger igen – det er der især to grunde til

Læs også: Inflationen stiger igen – det er der især to grunde til

Personlig økonomi

Se flere artikler