Personlig økonomi

Louise Voss om sin skilsmisse: “Jeg skulle starte helt forfra uden bolig, arbejde eller penge på hånden”

Louise Voss om sin skilsmisse: “Jeg skulle starte helt forfra uden bolig, arbejde eller penge på hånden”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 1. december 2023

Da Louise Voss blev skilt, stod hun uden bolig, arbejde eller penge. Det tog 12 måneder at forhandle skilsmissen på plads, og selvom Louise og hendes mand havde en ægtepagt, så ville hun i dag have ønsket, at hun havde tænkt mere over, hvad ægtepagten indeholdt. “Dengang forstod jeg ikke, hvilken værdi jeg bragte ind i ægteskabet, og det ærgrer mig da i dag,” siger Louise Voss. 

 

Af Mille Skjold Madsen 

 

I hele Louise Voss’ barndom drømte hun om at blive rig. De glitrede feriemagasiner fløj gennem fingrene på hende for at finde den dyreste rejse til Caribien. Ikke fordi hun skulle afsted. Hendes forældre kørte i en Lada 1200S med plastiksæder, og hun husker tydeligt, da den gik i stå midt i et lyskryds. Det var så pinligt, at hun måtte gemme sig på bagsædet. 

 

“Jeg voksede op med drømme om, at jeg skulle være omgivet af en masse penge, og så ender jeg ironisk nok med at blive revisor, hvor jeg som voksen ikke laver andet end at tage mig af andres folks penge,” griner Louise Voss. 

 

I 4 år handler det om at have styr på penge, både hendes egne og andres, men til sidst brænder hun ud og må stoppe med at arbejde som revisor. Heldet vil tilfældigvis, at hendes mand har mulighed for et job i udlandet, hvor hun flytter med. 

 

Starte helt forfra 

 

De næste fem år går med at være hausfrau i hjemmet og passe de to små børn, som de får undervejs. Louises ex-mand tjener godt i udlandet, men da de kommer hjem til Danmark, bliver parret skilt. 

 

“Efter en pause fra arbejdsmarkedet på 5 år, hvor jeg ikke havde tjent noget eller sparet op til pension, går det op for mig, at denne her skilsmisse ikke kom til at tilgodese mig økonomisk,” fortæller Louise Voss, som stod på gaden uden bolig med to tasker under armen og sine børn på 2 og 4 år. 

 

“Jeg skulle starte helt forfra uden job, bolig eller penge på hånden, og jeg boede i to papkasser hos min mor, mens jeg ledte efter et sted at bo, som jeg kunne betale. Jeg kunne ikke låne en krone i banken, for så længe skilsmisseforhandlingerne ikke var afsluttet, var jeg et for usikkert kort for banken. De vidste jo ikke, om jeg kom ud med gæld eller penge.”

 

Louise og hendes ex-mand valgte at hyre advokater til at klare forhandlingerne omkring bodelingen. 

 

“Jeg havde virkelig ikke nogen penge på det tidspunkt, men jeg prioriterede at bruge mine få penge på en advokat, for jeg var bare nødt til at sikre mig, at vi landede godt efter en skilsmisse, og at jeg også fik det, som jeg skulle have,” fortæller Louise, som anbefaler, at man bruger pengene på det. 

 

“Bodeling er juridisk kompliceret, og selvom jeg er uddannet revisor, så synes jeg stadig, det er svært at forstå lovgivningen. Derudover er det også rart, at man ikke selv skal stå med forhandlingerne. Det er svært nok følelsesmæssigt at blive skilt, så det var godt at kunne overlade det økonomiske og juridiske til andre.”

 

Ægtepagten er ikke altid en redningskrans

 

Undervejs i forhandlingerne går det også op for Louise, at den ægtepagt, som hun indgik flere år før, måske ikke var til hendes fordel. 

 

“Vores ægtepagt havde fokus på den værdi, som kan måles i kroner og øre, men ikke alt det ulønnede husholdnings- og omsorgsarbejde, som jeg lavede i rigtig mange år, hvor jeg ikke tjente nogen penge. Dengang forstod jeg ikke, hvilken værdi jeg bragte ind i ægteskabet, blandt andet som støtte, når vi etablerede os i et nyt land, og det ærgrer mig da i dag,” siger Louise, som mener, at det er vigtigt at tage en snak om, hvad en ægtepagt skal indeholde. 

 

“Mange tror, at en ægtepagt automatisk redder en i tilfælde af skilsmisse, men det er jo ikke altid tilfældet. Derfor er det vigtigt, at man får talt med sin partner om det, når man bliver gift, og jeg synes også, at en ægtepagt skal tage udgangspunkt i et ønske om ligeværd og ikke grådighed. Udgangspunktet skal være at ville hinanden det godt, også når man ikke er sammen mere”. 

 

Louise er i dag i et nyt forhold, hvor hun har fokus på at værdisætte alt i parforholdet, både det lønnede og ulønnede. 

 

“Hvis man har en samtale om en ægtepagt med en kommende partner, som ikke forstår værdien af alt det, som ikke er lønnet med penge, så skal man måske spørge sig selv, om det er en partner, man har lyst til at blive gift med”. 

 

Skyld og skam 

 

I dag er Louise selvstændig. Hun er økonomisk rådgiver for virksomheder, som gerne vil vækste, og hun bruger sin egen tur ned på bunden til at hjælpe andre op igen.

“Jeg har jo selv prøvet at være dernede, hvor jeg ikke havde nogen penge, bolig eller arbejde. Men jeg arbejdede mig op igen, fik skilsmissen på plads og kom videre og fik succes med min egen virksomhed.” 

 

Louise fik sin barndomsdrøm opfyldt med at bo i de glitrende feriemagasiner i stor bolig med pool og et lækkert liv, men endte med at brænde ud i det. 

“Pengene gjorde mig ikke lykkelig, og det var først, da jeg slap det hele og måtte bygge mig selv op, at jeg fandt ud af, hvad lykke egentlig er,” fortæller Louise. Som tidligere revisor og nu økonomisk rådgiver er hun vant til at se på pengene, men alligevel var det svært for hende at se på ægtepagten, skilsmissen og pengene uden at blive overrumplet af skyld og skam. 

 

“Jeg var længe flov over, at jeg indgik en ægtepagt, som ikke var den bedste for mig, og jeg er ovenikøbet revisor. Jeg burde jo vide bedre ikke? Men vi er jo alle bare mennesker og begår fejl. Derfor er vi også nødt til at tale åbent om det, for ellers kan vi i fællesskab ikke blive klogere på, hvad man skal gøre i de her situationer. Både før man går ind i et ægteskab, og når det slutter.”  

Får du også flere penge mellem hænderne næste år?

Læs også: Får du også flere penge mellem hænderne næste år?

Personlig økonomi

Se flere artikler