Karriere

Ligestillingen står stille i ejendomsbranchen. “Vi må smøge ærmerne op”

Selvom flere medarbejdere finder vej til ejendomsbranchen, forbliver kønsfordelingen næsten uændret. Det viser en ny analyse fra EjendomDanmark, der nu opfordrer branchen til at tage affære.

Ligestillingen står stille i ejendomsbranchen. “Vi må smøge ærmerne op”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 9. marts 2025

Hvis ejendomsbranchens medarbejdere kigger sig omkring på kontoret, vil de sandsynligvis se den samme fordeling af mænd og kvinder som sidste år. En ny undersøgelse fra EjendomDanmark, offentliggjort på Kvindernes Internationale Kampdag, viser, at kvinder i 2023 udgjorde 38,0 procent af de beskæftigede i branchen. Det er kun en marginal stigning fra 37,7 procent i 2022.

“Man kan ikke knipse med fingrene og skabe ligestilling over natten. Det er en kompleks opgave, hvor resultater tager tid. Men når udviklingen står i stampe, er det et signal om, at vi som branche må smøge ærmerne op og handle,” siger Peter Stenholm, administrerende direktør i EjendomDanmark.

Store forskelle på tværs af branchen

Ser man nærmere på fordelingen af kvinder inden for de forskellige områder i ejendomsbranchen, tegner der sig et broget billede. I ejendomsadministration udgør kvinder 47 procent af arbejdsstyrken, hvilket næsten sikrer ligelig repræsentation. Til gengæld er billedet et andet inden for ejendomsinvestering, hvor kun 31 procent af de ansatte er kvinder.

“Det indikerer, at der er en skæv fordeling inden for branchens forskellige områder. Det er selvfølgelig positivt, at vi ser en høj grad af ligestilling nogle steder, men vi er stadig langt fra at være i mål,” siger Peter Stenholm og tilføjer:

”Diversitet er ikke nice-to-have, det er need-to-have. Det handler ikke kun om køn, men om at skabe en branche, hvor forskellige ståsteder og kompetencer får plads og bidrager til bedre beslutninger. I sidste ende kan det også mærkes på bundlinjen.”

Fra analyse til handling

For at styrke diversiteten i ejendomsbranchen etablerede EjendomDanmark i foråret 2024 Ejendomsbranchens Diversitetsråd. Rådet har nu fremlagt en række konkrete anbefalinger, der blandt andet omfatter anonymiserede jobansøgninger, en neutral barselspolitik og et øget fokus på ubevidste bias.

“For nogle ejendomsvirksomheder vil det være muligt at implementere de fleste anbefalinger, mens andre kan tage de første skridt med udvalgte tiltag. Det vigtigste er, at vi skaber bevidsthed og tager ansvar for at sikre en mere mangfoldig branche,” siger Peter Stenholm, der også er forperson for Ejendomsbranchens Diversitetsråd.

Er du teamplayer eller klarer det hele selv? Dette spørgsmål afslører det

Læs også: Er du teamplayer eller klarer det hele selv? Dette spørgsmål afslører det