Personlig økonomi

Julen koster mange penge – men strømmen er billigere

Der bliver bagt, stegt og julehygget i stor stil i de danske hjem, men det betyder ikke, at du nødvendigvis skal frygte en høj elregning. For julen er traditionelt en tid, hvor elpriserne faktisk er lave.

Julen koster mange penge – men strømmen er billigere
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 23. december 2024

Midt i december så vi ellers elpriser skyde i vejret og nå over 11 kroner pr. kWh inklusive skatter og afgifter. Det skyldtes især en kombination af ekstraordinært vindstille vejr over Europa og det generelt højere energiforbrug i vintermånederne.

Modsat er elpriserne nu tilbage på et mere normalt niveau, og prognoserne for juleperioden tyder heller ikke på nye stigninger. Det mildere vejr og mere vind er en del af forklaringen, men julen plejer også at byde på lavere elpriser – selv med ovnene i fuld gang, julelys tændt og andestegen på vej. Det fortæller Troels Skipper, produktchef hos OK.

”Vores opgørelse viser, at i perioden mellem 2015 og 2023 er juledagene cirka 76 procent lavere end gennemsnitsprisen for december måned. I prognoserne for denne jul, ser det ud til, at ’juleprisen’ vil ligge på cirka 55 øre uden skatter og afgifter, mens gennemsnitsprisen for måneden er cirka 70 øre uden skatter og afgifter. Det vil sige lidt mere end 27 procent lavere end gennemsnittet for måneden,” forklarer Troels Skipper.

Mindre efterspørgsel

Sidste år var priserne endnu lavere – det var især forårsaget af stormen Pia – men tendensen har været gældende i flere år.  Det skyldes ikke kun vind og vejr.

”Det kan virke paradoksalt, når mange af os holder fri for at julehygge derhjemme. Vi laver masser af mad og har generelt et højere energiforbrug i hjemmet end normalt. Omvendt er efterspørgslen mindre på grund af, at de fleste virksomheder er lukket ned i juleferien,” lyder det fra Troels Skipper.

Han understreger dog, at man selvfølgelig stadig bør spare på strømmen i det omfang, det kan lade sig gøre. Her gælder de gængse råd som at slukke lys, ovn og andre apparater samt benytte LED-lyskæder – gerne med timer.

”Og så er det altid en god idé at tjekke elprisen. Det kan man gøre i forskellige apps. I appen OK Hjem kan du fx følge elprisen time for time og 35 timer frem. Men som sagt, de første juledage ser ud til – traditionen tro – at blive lavere end månedsgennemsnittet,” siger Troels Skipper.

Kvinder lægger budget – men mændene tager initiativet

Læs også: Kvinder lægger budget – men mændene tager initiativet

Personlig økonomi

Se flere artikler