Personlig økonomiHandelskrig giver ikke billigere biler i Danmark – tværtimod!
Handelskrigen skaber ikke lavere bilpriser i Danmark, tværtimod kan den føre til højere omkostninger.
Mens handelskrigen raser på den globale scene, er der dårlige nyheder for danske bilkøbere: Priserne på biler ser ikke ud til at falde, selvom bilerne måske ikke længere eksporteres til USA. Faktisk kan den aktuelle spænding mellem verdensøkonomierne få bilpriserne til at stige.
“Selvom verdens bileksport til USA forventes at aftage, vil bilerne ikke nødvendigvis finde til Europa med lavere priser for danske bilkøbere. Bilerne er ikke altid kompatible med vores behov og reguleringer, og bilerne er ikke elbiler, hvilket betyder, at de ikke passer ind i de politiske incitamenter og forbrugernes præferencer herhjemme,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Bilmodeller, der eksporteres til det amerikanske marked, er ikke nødvendigvis egnede til det europæiskem marked. I Danmark tilskyndes bilkøbere til at vælge elbiler, og mange af de biler, der nu ikke er attraktive at sende til USA, passer ikke nødvendigvis teknisk, reguleringsmæssigt eller forbrugermæssigt ind på det danske marked.
Større omkostninger
De globale handelsforhold og forsyningskæder er mere skrøbelige end nogensinde, og hvis handelskrigen trækker ud, kan det føre til højere omkostninger ved bilproduktionen. Det er ikke bare et spørgsmål om bilmodellerne, men også om råvarer og komponenter, fortæller Mads Rørvig.
“Hvis komponenter og råvarer bliver dyrere eller sværere at få fat i, bliver bilproduktionen også dyrere. Det er en reel risiko, vi skal tage alvorligt. I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne, når der er pres på logistik og leverancer – og en global handelskrig vil kun forstærke det.”