Karriere

For få kvinder i finans: “Vi risikerer at miste vigtige talenter”

Finanssektoren har brug for flere med økonomi- og it-uddannelser, men for få kvinder vælger disse fag. Finans Danmark og Finansforbundet lancerer ni anbefalinger for at tiltrække flere kvindelige talenter.

For få kvinder i finans: “Vi risikerer at miste vigtige talenter”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 7. marts 2025

Finanssektoren står over for en stor udfordring: Der er for få kvinder på de uddannelser, som branchen har brug for at rekruttere fra. Hvis ikke udviklingen vendes, risikerer sektoren at miste vigtige talenter og skabe en skæv kønsbalance i fremtiden. Sådan lyder det fra Finans Danmark og Finansforbundet.

En ny analyse fra Finans Danmark og Finansforbundet viser, at andelen af medarbejdere med en videregående uddannelse i finanssektoren er steget fra 41 % i 2009 til 65 % i 2023 – og den udvikling vil fortsætte. Især er der brug for flere med kompetencer inden for økonomi og STEM-fag, særligt it. Problemet? Kvinder udgør kun mellem 20-36 % af de studerende på de mest relevante uddannelser.

”Vi kan ikke ansætte talenter, der ikke er der”

Det vækker bekymring hos Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver:

”I de kommende år får vi brug for flere dygtige kvinder og mænd i vores sektor. Men hvis der fra start er for få kvinder på rekrutteringsbænken, risikerer vi at gå glip af kvindelige talenter, Vi kan jo ikke ansætte de talenter, der ikke er der.  Desværre ser vi, at alt for få kvinder bliver optaget på de uddannelser, som finanssektoren i stigende grad rekrutterer fra. Det skal vi have gjort noget ved,” siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.

Også Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, advarer om konsekvenserne af den skæve kønsfordeling:

“De senere år er andelen af kvinder i sektoren faldet i takt med, at der er blevet flere ansatte med en videregående uddannelse. Og dén udvikling vil kun accelerere, når de ældre årgange om nogle år trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt at se på, hvordan vi sammen med uddannelsesinstitutioner, politikere og erhvervslivet får skabt de rette muligheder for, at flere kvinder vælger de uddannelser, som finanssektoren efterspørger,” siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Er du “for flink” på arbejdet? Det betyder mere, end du tror

Læs også: Er du “for flink” på arbejdet? Det betyder mere, end du tror

Ni anbefalinger til en mere mangfoldig sektor

For at tackle problemet lancerer Finans Danmark og Finansforbundet ni anbefalinger, der skal sikre en mere kønsbalanceret talentpulje.

Blandt anbefalingerne er:

  • At finanssektoren sætter yderligere fokus på rollemodeller og karriereveje for at styrke kendskabet til jobmulighederne og vise de mange forskellige karrieremuligheder, der er i finanssektoren.
  • At der indføres særlige teknologiske forløb for piger i grundskolen for at fastholde interessen for økonomi og STEM-fagene, heriblandt it-området.
  • At politikerne tilpasser sektordimensioneringen af uddannelser med stor efterspørgsel – f.eks. økonomi og STEM, heriblandt it.

Morten Schønning Madsen understreger, at løsningen ikke kommer fra den ene dag til den anden:

”At for få kvinder vælger en lang videregående uddannelse inden for økonomi eller STEM området er et strukturelt samfundsproblem. Det er ikke et problem, der kan løses fra den ene dag til den anden. Heldigvis går udviklingen på nogle uddannelser i den rigtige retning – bare ikke hurtigt nok. Derfor lancerer vi en række konkrete anbefalinger, der skal skabe ekstra fokus på den kønsbalance- og arbejdsmarkedsudfordring, vi som sektor og samfund står over for,” siger Morten Schønning Madsen.

Steen Lund Olsen tilføjer, at ansvaret for at sikre en mere mangfoldig talentpulje ligger hos både virksomheder, uddannelsessystemet og politikerne:

”Vi – virksomheder, uddannelsessystemet og politikere – har et fælles ansvar for at sikre en mangfoldig talentpulje. Også inden for finansiering, økonomi og it. Vi skal bygge videre på de gode erfaringer, der allerede findes på uddannelsesinstitutionerne og i bankerne for at skabe en bredere interesse for de fag, der er afgørende for fremtidens arbejdskraft. Det kræver også, at vi sikrer, at der er den nødvendige support, når de kommer ind på uddannelser, hvor deres køn er i klar mindretal. Vi ved, at både mentorordninger og rollemodeller er nogle af de værktøjer, der virker – og så kræver det også de nødvendige rammer fra politikerne,” siger Steen Lund OIsen.

Er du teamplayer eller klarer det hele selv? Dette spørgsmål afslører det

Læs også: Er du teamplayer eller klarer det hele selv? Dette spørgsmål afslører det