Personlig økonomiFjernvarmeboomet fortsætter: Snart 2 millioner kunder i Danmark
Antallet af fjernvarmekunder nærmer sig 2 millioner, mens danskerne i stor stil dropper gasfyret.
Næsten 50.000 boliger blev i 2024 koblet på fjernvarmenettet, og udviklingen ser ikke ud til at stoppe. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er knap 2 millioner danske boliger nu opvarmet med fjernvarme – en milepæl, der forventes at blive rundet i år.
Energikrisen i 2022 sendte priserne på himmelflugt, og siden har tusindvis af danskere valgt at udskifte bl.a. deres gamle gasfyr med fjernvarme. I dag dækker fjernvarme 69 procent af de danske husstande, og udviklingen vækker begejstring i branchen.
“Trods stigende anlægspriser og faldende gaspriser, så er danskernes absolutte foretrukne valg den fremtidssikre grønne løsning, fjernvarmen. Vi ser det som et kraftigt signal om, at danskerne vægter komfort, forsyningssikkerhed og konkurrencedygtige priser, når de skal opvarme deres bolig,” siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
2 millioner fjernvarmekunder lige om hjørnet
Siden 2022 har næsten 140.000 husstande skiftet til fjernvarme – enten ved at konvertere væk fra gas eller via nybyggeri. I 2025 vil der stadig være omkring 278.000 husstande med gasfyr.
“Det viser også, at vores medlemmer rundt om i Danmark leverer på politikernes ønske om, at vi skal konvertere væk fra gassen,” siger Rune Moesgaard og henviser til den politiske aftale fra 2022, hvor ambitionen er at have udfaset al gas til opvarmning inden 2035.