KarriereFædre tager langt mere barsel – og én branche er langt foran resten
I 2023 tog 95 procent af fædrene i pengeinstitutter barsel – en stigning på tre procentpoint i forhold til året før. Samtidig er den gennemsnitlige barselslængde steget med næsten tre uger, og pengeinstitutterne er nu de helt store frontløbere på området.
De nyeste tal viser, at fædrene i pengeinstitutter ikke bare tager barsel, men også benytter sig af den i længere tid end tidligere. Den gennemsnitlige barselslængde blandt fædre med ret til orlov var 13,3 uger i 2023 – en stigning på 2,8 uger i forhold til 2022. For dem, der rent faktisk tog barsel, var gennemsnittet hele 14,0 uger.
Denne udvikling betyder, at fædrene i pengeinstitutter nu ligger i toppen, når det kommer til både andelen, der tager barsel, og længden på deres orlov.
Ny lovgivning og forbedrede aftaler bærer frugt
En del af forklaringen på den markante stigning i barselslængden skal findes i den nye lovgivning og de forbedrede overenskomstaftaler. I august 2022 blev de nye regler om øremærket barsel indført, og det har haft en synlig effekt på arbejdsmarkedet – ikke mindst i pengeinstitutterne. Sådan lyder det fra Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.
“Med overenskomsten fra 2023 har vi i sektoren skabt rammer, der gør det muligt for fædre og medmødre at tage lige så lang barsel med løn som mødre. Rettigheder betyder noget, og det er et vigtigt skridt mod mere ligestilling, at alle forældre kan tage lige lang barsel med løn. At fædre benytter sig af muligheden for længere barsel er godt for den enkelte familie og for ligestillingen generelt,” siger han.
2023-overenskomsten i finanssektoren gav fædre og medmødre 10 ekstra ugers barsel med fuld løn, så de nu kan tage op til 26 uger med løn – uanset køn. Det er den første overenskomst, der har haft denne effekt, og den ser ud til at spille en væsentlig rolle i den øgede barselslængde.
Fædrene i pengeinstitutter trækker fra
På det samlede arbejdsmarked er barselslængden blandt fædre steget med 2,3 uger til 9,4 uger i 2023, og i den private sektor er barslen steget med 2,5 uger til 8,8 uger. Men i den finansielle sektor – der omfatter pengeinstitutter, kreditforeninger, forsikring, pension og finansiel service – er barselslængden steget endnu mere markant, fra 9,5 uger til 11,5 uger.
Med disse tal ligger fædrene i pengeinstitutter langt over både det generelle gennemsnit og barselslængden i de øvrige sektorer – både offentlige og private. Det er også en udvikling de hilser velkommen i FinansDanmark:
“Længere barsel for mænd gavner både familien og ligestillingen i samfundet. Det bryder med traditionelle kønsroller og viser, at omsorgsarbejde ikke er kønsbestemt. Mænd får mulighed for at danne stærkere bånd til deres børn i en afgørende fase af livet. Samtidig fremmer det diversiteten og ligestillingen i virksomhederne, når begge køn tager barsel og dermed er kortere tid fraværende fra arbejdsmarkedet. Det er win-win,” siger Stine Luise Goll, Public Affairs- og kommunikationsdirektør i Finans Danmark i forbindelse med offentliggørelse af tallene.