Personlig økonomi

Ét spørgsmål hjælper Pia Adriansen med at træffe de rette økonomiske valg

Når Pia Adriansen står over for økonomiske beslutninger, stiller hun sig selv ét spørgsmål for at finde ud af, hvad hendes penge virkelig bør gå til – og det kan også hjælpe dig.

Ét spørgsmål hjælper Pia Adriansen med at træffe de rette økonomiske valg
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 22. april 2025

Pia Adriansen er selvstændig konsulent og hverdagsmentor og inspirerer andre på sin Instagram-profil, hvor hun deler sine bedste tips til at få mere ud af sine penge. Når hun står over for økonomiske beslutninger, har hun et helt konkret råd til, hvordan du prioriterer dine penge rigtigt. 

Det handler om noget så simpelt som at stille sig selv dette spørgsmål: 

“Hvad ville jeg gøre med X antal kroner, hvis jeg fik dem i hånden nu?”

Det lyder simpelt, men for Pia Adriansen er det blevet en effektiv måde at vurdere, om hendes penge er på vej mod det, der virkelig betyder noget for hende – og om hendes økonomi faktisk arbejder for hendes drømme.

“Jeg bruger det her spørgsmål til at tune ind på, om jeg virkelig har lyst til at styre mine penge i den retning lige nu,” siger Pia Adriansen, og hun deler også, hvordan hun selv bruger spørgsmålet i sit eget økonomiske liv.

Webshop eller ej? 

For nylig stødte Pia Adriansen selv på en beslutning, hun havde været frem og tilbage om i lang tid – hendes webshop. 

“Min webshop koster mig ca. 5.000 kr. om året,” forklarer hun, “og det er uden at tælle mine egne arbejdstimer med. Så egentlig koster den mig meget mere.”

Men da den årlige betaling nærmede sig, indså Pia Adriansen, at hun havde brug for at tage en beslutning. Skulle hun fortsætte med at betale for webshoppens drift eller stoppe?

“Jeg spurgte mig selv: ‘Hvis jeg fik +5.000 kr i hånden lige nu, ville jeg så skynde mig at kaste dem efter min webshop?’ Svaret var nej.”

Selvom Pia Adriansen elsker at bygge webshops og kan lide det lille pling, der lyder, når hun får et salg, indså hun, at pengene i øjeblikket ville blive bedre brugt på noget andet.

“Hvis jeg fik 5.000 kr, ville jeg bruge dem på en ferie, en oplevelse eller måske på at opgradere mit hjem med lidt nyt fra byggemarkedet – og selvfølgelig også til konfirmationsopsparingen,” fortæller hun. 

Hvad ville du bruge 5.000 kr. på? 

Ved at stille sig selv spørgsmålet fik Pia Adriansen altså tydeligt svar på, hvad hendes penge skulle gå til i den givne situation.

Så næste gang du står overfor en økonomisk beslutning, kan det måske være det rette spørgsmål at stille dig selv: “Hvad ville jeg gøre med de penge, hvis jeg fik dem lige nu?” Det kan være med til at guide dig til de beslutninger, der virkelig betyder noget for dig – og prioritere det, som virkelig giver dig værdi i din økonomi. 

Du kan finde mere inspiration på Pias Instagram-profil: @pia_adriansen 

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler