Personlig økonomiÉn ud af fire familier reparerer ikke børnetøjet, og flere køber mere, end de har brug for
Danmark har i dag ramt sin såkaldte ’Country Overshoot Day’ – dagen, hvor vi officielt har opbrugt vores andel af årets naturressourcer. Samtidig viser en ny undersøgelse, at hver fjerde danske børnefamilie smider børnetøj ud uden at forsøge at reparere det. Det vil Danmarks Naturfredningsforening og MINI A TURE nu gøre noget ved.
Med et forbrug, der placerer os blandt verdens mest ressourcekrævende lande, er Danmark i dag løbet tør for sin årlige andel af naturressourcer. Tænketanken Global Footprint Network slår fast, at vi har brugt vores kvote næsten ti måneder før årets udgang. En stor del af problemet skyldes vores forbrugskultur, hvor især tøjforbrug er en markant synder.
En ny undersøgelse fra Epinion, foretaget for MINI A TURE og Danmarks Naturfredningsforening, viser, at 32 procent af danske forældre selv vurderer, at de køber mere børnetøj, end de reelt har brug for.
Undersøgelsen indikerer også, at mange forældre måske er lidt for hurtige til at købe nyt, når tøjet går i stykker. 25 procent svarer, at de ikke forsøger at reparere tøjet, før de bortskaffer det.
Ifølge miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Mette Hoffgaard Ranfelt, er dette et tydeligt billede på en problematisk tendens:
”Vi lever i et velstående land, og den velstand har vi omsat til et stort materielt forbrug. I årtier har vi været vant til at købe nyt, når vores ting går i stykker – men det er alt andet end bæredygtigt,” siger hun og understreger behovet for at ændre vaner:
”Vi er nødt til at gøre op med denne ’brug og smid væk’-kultur og i stedet sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne. Det betyder blandt andet, at vi skal blive langt bedre til at genbruge og forlænge levetiden på vores ejendele – uanset om det er børnetøj, elektronik eller noget helt tredje.”
Forældre vil gerne betale for holdbarhed
Selvom reparation ikke altid er førstevalget, viser undersøgelsen også en anden tendens: 36 procent af forældrene er villige til at betale mere for børnetøj, der er designet til at kunne repareres og holde i flere år. Det viser, at der er en efterspørgsel efter mere holdbare løsninger – noget, som børnetøjsmærket MINI A TURE ønsker at imødekomme.
For at sætte fokus på overforbrug og inspirere familier til at forlænge tøjets levetid, inviterer Danmarks Naturfredningsforening og MINI A TURE i dag derfor til repair-café på Banegaarden i København. Her kan børnefamilier få gratis hjælp til at reparere ødelagt tøj og dermed give det en længere levetid.
CEO i MINI A TURE Copenhagen, Signe Tholstrup, forklarer, hvorfor de som børnetøjsvirksomhed vælger at gå forrest i kampen mod overforbrug:
”Selvom vi som virksomhed lever af at sælge børnetøj, føler vi et stort ansvar for at bidrage til et mere ansvarligt forbrug. Børnene skal have tøj og overtøj, men det handler om at skabe produkter i en kvalitet, der gør dem holdbare og nemme at reparere, så mange børn kan få glæde af de samme stykker tøj.”
Repair-caféen er åben fra kl. 15 til 18, hvor familier kan få hjælp til at reparere deres tøj, mens børnene kan deltage i sjove udendørsaktiviteter arrangeret af naturvejledere fra Danmarks Naturfredningsforening.
FAKTA OM REPAIR-CAFÉEN
- Tid: 19. marts kl. 15.00-18.00
- Sted: Banegaarden, Otto Busses Vej 45, 2450 København SV
- Arrangører: Danmarks Naturfredningsforenings børneunivers VILD og MINI A TURE
- Hvem kan deltage? Alle børnefamilier – ingen tilmelding nødvendig, men der er plads til max 100 personer ad gangen.
- Hvad kan man tage med? Almindeligt tøj og overtøj til både børn og voksne.
- Hvad tilbydes? Materialer, udstyr og vejledning i, hvordan man nemt og kreativt kan reparere tøjet.