Personlig økonomiElbiler overtager markedet: Private siger farvel til benzin
Privatmarkedet driver elbilboomet i Danmark med 81 procent af nyvognssalget. Samtidig er brugtimporterede elbiler mere populære end nye.
Overgangen til elbiler i Danmark har for alvor taget fart, og nye tal viser, at udviklingen drives af private bilkøbere. Hele 81 procent af de privatkøbte nye biler i 2025 har indtil den 9. marts været elektriske. Det samme gør sig gældende for privatleasing, hvor elbiler nu udgør 76 procent af de nye leasingaftaler.
Private bilkøbere overhaler erhvervslivet
Mens privatkunderne i høj grad har taget elbilerne til sig, sakker erhvervslivet bagud. Kun 45 procent af de firmabiler, der er blevet registreret i år, er elektriske. Til sammenligning har 39 procent af erhvervsbilerne enten benzin- eller benzinhybridmotor.
”Hos AutoBranchen Danmark glæder vi os over, at årets bilsalg er kommet rigtig godt fra start, og at danskerne i så høj grad tager elbilerne til sig som privatbil. Derfor håber vi også, at politikerne fortsat vil understøtte overgangen til elektriske biler uden drastiske afgiftsændringer, når de senere på året skal holde pitstop på registreringsafgiften,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Eksplosiv vækst i brugtimporterede elbiler
Udviklingen er endnu mere markant på markedet for importerede brugtbiler. Her er hele 97 procent af de solgte biler til private i år elektriske.
”Hvis man går rundt og tror, at brugtimport er en lille niche på bilmarkedet, så har man ikke fulgt med. I år har langt flere private valgt at købe en brugtimporteret end en ny elektrisk bil,” siger Gitte Seeberg.
I alt er der solgt godt 12.000 brugtimporterede elbiler til private i de første måneder af 2025, mens nyvognssalget har stået for ca. 8.000 elbiler.
Elbilerne fylder mere på vejene
Den hurtige udvikling betyder, at der nu kører 375.000 elektriske biler rundt på de danske veje. Det svarer til 13 procent af den samlede bilpark. Med det nuværende tempo ser elbiler ud til at cementere deres position som danskernes foretrukne valg, når der skal købes ny bil.