Karriere

Disse 19 udtryk er værst at høre på jobbet. Hvor mange bruger du? 

Djøf har spurgt deres læsere, hvilke ord og vendinger, der er værst at høre på arbejdspladsen. Kan du genkende, hvad du selv siger, på listen?

Disse 19 udtryk er værst at høre på jobbet. Hvor mange bruger du? 
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 27. oktober 2024

Vi bliver nødt til at italesætte den rejse, som mange medarbejdere på de danske arbejdspladser har været på de sidste par år. For det har jo egentlig handlet om at spiller hinanden gode, men rent lavpraktisk bliver det også ofte bare nogle floskler. 

Det er nemlig Djøf, der har lavet en liste over de værste ord og vendinger, som vi danskere hører mest på kontoret. Listen er blevet til ved at række ud til medlemmer for at høre dem, om klicheerne på arbejdspladsen kan noget eller de helt lavpraktisk skal pensioneres. 

Øverst på listen over udtryk, der er værst at høre på arbejdspladsen ligger “jeg hører, hvad du siger”, og ifølge Stephen Holst, selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver og medforfatter til bogen ’En medarbejders bekendelser om ledelse’, så er det ikke en vending, der bør vinde ind fremadrettet. 

Han tænker, at udtrykket ’jeg hører, hvad du siger’ er et resultat af, at metoder fra psykologien har vundet indpas i ledelsestænkning og arbejdslivet, som når en psykolog anerkender klientens udsagn som en sandhed. Det fortæller han til Djøf. 

”Men i arbejdslivet virker det helt absurd at installere et sprogbrug, der handler om at acceptere den andens udsagn. I en ligeværdig samtale må man da antage, at vi accepterer hinandens udsagn som udgangspunkt,” siger han. 

Herunder kan du se listen med de 19 udtryk, som irriterer os mest på arbejdspladsen. Måske føler du behov for at se ind i, om du selv bruger dem eller måske du skal være omstillingsparat til at genbesøge din måde at kommunikere, så du fremadrettet kan onboarde en ny måde at tale til dine kollegaer, som skaber synergi og et robust fundament, som I kan vækste jeres relation fra. 

De værste ord på jobbet




1Jeg hører, hvad du siger 14%
2Spille hinanden gode 12%
3Kigge ind i/se ind i 9%
4Rejse 8%
5Onboarde/onboarding 7%
6Aligne/aligned 6%
7Jeg føler, at… 6%
8Genbesøge 5%
9Det kan noget 5%
10Omstillingsparat 4%
11Nysgerrig på 4%
12Vækste 4%
13Robust 4%
14Række ud 4%
15Jeg tænker, at… 3%
16Fremadrettet 2%
17Italesætte 2%
18Synergi 2%
19Lavpraktisk 1%

Kilde: Djøf. 3.787 læsere har deltaget i afstemningen. 

“Jeg bliver brugt som terapeut af sin kollega. Kan jeg tillade mig at sige stop?”

Læs også: “Jeg bliver brugt som terapeut af sin kollega. Kan jeg tillade mig at sige stop?”