Personlig økonomi

Danskerne investerer i velvære: Højskolernes sundhedskurser er i vækst

De seneste år er antallet af højskolekurser, der omhandler sundhed, motion og friluftsliv steget markant. I 2025 kan man både prøve kræfter med saunagus, lange cykelture og lære at lave sunde salater.

Danskerne investerer i velvære: Højskolernes sundhedskurser er i vækst
"Mange danskere har et ønske om at blive mere sunde, både fysisk og mentalt, men det er lettere sagt end gjort. Nogle gange har man brug for hjælp eller motivation til at bryde dårlige vaner eller komme i gang med det nye," siger generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening Betina Egede Jensen. Foto: Ulrik Jantzen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 2. januar 2025

Hvert år tager ca. 11.000 danskere på et langt højskoleophold, og ca. 38.000 på et kortere kursus på en højskole. Her er interessen for sundhed og velvære steget markant de seneste år. Det viser tal fra Folkehøjskolernes Forenings database over fag, der udbydes på landets godt 70 folkehøjskoler.

Sundhed og friluftsliv er i vækst

Alle højskolers kurser registreres i en database, hvilket giver et indblik i, hvilke emner der er populære, og her lader sunde fag altså til at være i vækst på højskolernes korte kurser af 1-2 ugers varighed.

Det kan være alt fra vægttab og vinteryoga-kursus til landevejscykling, vandreture eller indsigt i den gamle kinesiske træningsform qigong. Der er også mulighed for ophold med fokus på at tilberede økologiske og klimavenlige måltider. 

Ser man på de seneste tre år, blev der for eksempel udbudt 146 fag om sundhed på højskolernes korte kurser i 2022, mens det i 2024 har været 224. Dermed har sundhed sneget sig ind på top-10 over populære fagemner på højskolerne. Fag med motion er i samme periode gået fra 126 til 152, mens idræt og sport er steget fra 78 til 103.

Samtidig lader naturen til at trække i danskerne. Siden 2022 er antallet af udbudte kurser med vandring vokset fra 149 til 161 i år, fag med outdoor er gået fra 101 til 126, og friluftsliv er gået fra 81 til 115.

Top 5 banker med de bedste indlånsrenter i 2025

Læs også: Top 5 banker med de bedste indlånsrenter i 2025

Hjælp til at bryde dårlige vaner

Hvordan tallene for 2025 ser ud, er endnu for tidligt at sige, da folkehøjskolerne løbende opretter flere kurser i databasen. Men de foreløbige tal peger på, at tendensen fortsætter, siger Betina Egede Jensen, der er generalsekretær hos Folkehøjskolernes Forening.

”Vi har ikke tal på, hvor mange der vælger de enkelte fag, men når udbuddet af en specifik type fag stiger, er det typisk, fordi højskolerne fornemmer en øget interesse. De seneste år lader det til, at højskolerne har forsøgt at gribe efterspørgslen på fag, der vedrører sundhed,” siger hun og tilføjer, at et højskoleophold netop kan være godt til at komme i gang med de sunde vaner.

 ”Mange danskere har et ønske om at blive mere sunde, både fysisk og mentalt, men det er lettere sagt end gjort. Nogle gange har man brug for hjælp eller motivation til at bryde dårlige vaner eller komme i gang med det nye. Her kan det for eksempel hjælpe, at man har dygtige og engagerede undervisere og mennesker omkring sig, som vil med ud at være aktive i det fri.”

Kvinder lægger budget – men mændene tager initiativet

Læs også: Kvinder lægger budget – men mændene tager initiativet

Personlig økonomi

Se flere artikler