Personlig økonomiDanskerne holder ikke igen: Skattepengene får ben at gå på
Danskerne får som altid penge tilbage i skat, og mange bruger dem på rejser, elektronik og restaurantbesøg.
Som hvert forår får mange danskere penge tilbage i skat, og det kan straks mærkes på salgstallene hos rejsebureauerne. I år er ingen undtagelse, selvom økonomisk forsigtighed præger nogle forbrugere på grund af handelskrigen.
“Vi kan allerede nu se øget aktivitet på salgstallene, for selvom folk først får skattepengene udbetalt den 25. april, ved de jo, hvor meget de får tilbage. Vi kan se, der er en overvægt af familier, der køber sommerferier lige nu, og det er vi glade for, for de har ventet lidt længere end de plejer med at købe i år,” fortæller Jan Lockhart, landechef for Sunweb i Danmark.
Skattepenge på ferier, elektronik og lidt ekstra på opsparingen
Det er dog ikke alle, der bruger skattepengene med samme lethed som tidligere. Ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, er der en lille tendens til, at nogle vælger at spare lidt mere op i år – men det betyder ikke, at pengene ikke også bliver brugt.
“Der er en tendens til et lidt mere tøvende forbrug på grund af den usikkerhed, som handelskrigen skaber. På den anden side betyder faldende inflation og stadigt lavere renter, at danskernes økonomi generelt er stærk, og jeg forventer, den overskydende skat primært bruges på rejser, elektronik og restaurantbesøg, sådan som det plejer at være,” siger han.
Samme niveau som de foregående år
De seneste år har niveauet for overskydende skat til danskerne været nogenlunde stabilt, og selvom Skat endnu ikke har offentliggjort tallet for 2025, forventes der ikke store ændringer. Sidste år fik fire ud af fem danskere penge tilbage, og samlet set blev der udbetalt 25,7 mia. kroner.