Personlig økonomiDanskerne er mere nervøse end nogensinde – men bruger stadig løs: “Vi frygter mere for naboens økonomi end vores egen”
Forbrugertilliden er i bund og slår rekorder i pessimisme – men danskerne bruger stadig penge. Frygten handler mere om verdensøkonomien end om privatøkonomien, lyder det fra chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen.
Forbrugertilliden er i frit fald – og det gør danskerne til nogle af de mest bekymrede forbrugere i nyere tid. I april styrtdykkede tilliden til -17,0 fra -15,5 i marts. Det er det laveste niveau siden begyndelsen af 2023 – og endda værre end under finanskrisen i 2008.
“Der er ingen tvivl om, at Trump bærer skylden for den ekstreme bekymring, senest med den voldsomme toldkrig og store dyk på aktiemarkedet,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Men det mærkes ikke nødvendigvis i dankort-terminalerne.
”Det er ikke sådan at danskerne har bremset voldsomt op i deres købevaner, og det understreger også, at det her i høj grad er en Trump-effekt, snarere end en mere konkret privatøkonomisk bekymring,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Hun forklarer, at frygten for økonomien ikke nødvendigvis handler om folks egne penge.
“Selvom også synet på egen økonomi er blevet mere negativt, så er det langt mere positivt end forventningerne til dansk økonomi. Det siger noget om, at vi er meget urolige for, hvad al den økonomiske og politiske uro, der er på verdensscenen kan komme til at betyde for dansk økonomi, snarere end en voldsom bekymring for hvordan vores egen økonomi kommer til at få det. Vi bekymrer os med andre ord noget mere for naboens økonomi, og dem, der måske kommer til at miste deres arbejde som følge af handelskrigen, end at det rammer os selv.”
Stærk økonomi trods alt
Selvom forbrugertilliden er i kulkælderen, er virkeligheden ikke nødvendigvis så mørk, som danskerne frygter.
”At økonomien skulle få det så slemt, som danskerne forventer, er dog langt fra en bekymring vi deler,” siger Louise Aggerstrøm Hansen og tilføjer:
“Selvom væksten tager et nøk ned, så er dansk økonomi grundlæggende stærk. Det ikke mindst, fordi forbrugerne også bliver ved med at se privatøkonomisk fremgang, i form af beskæftigelsesvækst, lavere inflation og lønstigninger, der fortsætter med at genoprette købekraften.”