Personlig økonomiBrevkasse: Hvordan kan jeg bedst støtte mit barnebarn økonomisk?
Mormoren vil vide, hvordan hun bedst kan støtte sit barnebarn økonomisk. Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank kommer med gode råd.
Går du rundt med et økonomisk spørgsmål, som du mangler svar på? Måske vil du gerne have et godt råd til dit boliglån, din investering, dit budget, din lønforhandling, eller måske savner du gode argumenter til samtalen om økonomisk ligestilling i frokostpausen?
Så kan vores eksperter måske hjælpe dig.
Stil dit spørgsmål via linket her, og så vil en fra Økonomistas ekspertpanel måske besvare spørgsmålet i næste nummer af magasinet. Det er selvfølgelig 100 % anonymt at indsende dit spørgsmål.
Spørgsmål
Kære brevkasse
Jeg er netop blevet mormor til en lille pige, og jeg vil rigtig gerne hjælpe mit barnebarn økonomisk, så hun en dag, når hun bliver voksen, har lidt penge til sin første bolig, rejse, eller hvad der nu kan give mening på det tidspunkt.
Mit spørgsmål er, hvordan jeg bedst gør det, uden at det bliver kompliceret eller giver uenigheder i familien. Skal jeg give pengene direkte til forældrene og lade dem om at finde en god måde at spare op, oprette en børneopsparing, investere pengene, og hvor meget skal man inddrage forældrene i beslutningen om, hvad man gerne vil gøre?
Derudover er jeg lidt i tvivl om, hvad der er en passende gave, når det kommer til økonomisk hjælp. For lige nu har jeg kun et barnebarn, men jeg ved jo ikke, hvor mange børnebørn jeg ender med at få, og jeg vil jo ikke gøre forskel.
Er der en måde, hvor man kan finde ud af, hvad der kunne være et godt beløb at overføre, enten hver måned eller måske større beløb til fødselsdage og jul, så man ender med at kunne tilgodese alle de børnebørn, man måske ender med at få?
Med venlig hilsen
Mormoren
Svar fra Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank
Kære mormor
Allerførst et stort tillykke med den lille nye pige i familien. Det er en stor glæde. Og også at du har overskud til at hjælpe dit barnebarn økonomisk i gang, når hun bliver voksen.
Nu kender jeg ikke din økonomi, og som du selv skriver, ved du heller ikke, hvor mange børnebørn du vil få med tiden.
Du kan evt. lave et regnestykke ud fra, hvor mange børn du har, og at de vil få to-tre børn hver, og tænke over, hvad der er plads til i dit budget at overføre til fx fire eller seks børnebørn.
Det er måske også værd at overveje en børneopsparing, hvor pengene bliver investeret. På en børneopsparing må man maksimalt indskyde 6.000 kr. årligt og i alt højst 72.000 kr.
Husk også, at afkastet fra obligationer og investeringsfonde, der beskattes som kapitalindkomst, er skattefrit, hvis det kan indeholdes i personfradraget.
Når der investeres i noget, der giver kapitalindkomst, kan det, som indeholdes i barnets personfradrag, reelt blive beskattet med 0 % af afkastet.
Først når man har indkomst over personfradraget, skal der betales personskat. Ved at investere i fx obligationsfonde, samt de fleste akkumulerende aktiefonde, bliver det beskattet som kapitalindkomst.
Du må også gerne give børn og børnebørn et skattefrit beløb hvert år. I 2025 er det beløb 76.900 kr., men jeg ville helt klart oprette en børneopsparing og skabe nogenlunde ens rammer for alle børnebørn.
Med venlig hilsen
Anne Juel Jørgensen
Børne- og ungechef i Danske Bank