Personlig økonomi

Årsopgørelsen lander snart: Denne ændring skal du være opmærksom på

I år får boligejere en vigtig nyhed på årsopgørelsen: Boligskatten bliver en fast del af skatteoplysningerne.

Årsopgørelsen lander snart: Denne ændring skal du være opmærksom på
Foto: Skattestyrelsen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. marts 2025

Mandag den 24. marts åbner årsopgørelsen, og det betyder, at 4,9 millioner danskere kan logge ind på TastSelv og tjekke deres skatteoplysninger. Og for 2,1 millioner boligejere er der en stor nyhed: For første gang bliver boligskatten en del af årsopgørelsen.

Boligskat samlet et sted

Hidtil har boligskatten primært været synlig på forskudsopgørelsen, men nu bliver ejendomsværdiskat, grundskyld og eventuelle rabatter integreret direkte i årsopgørelsen. Har du optaget boligskattelån, vil det også fremgå, og beløbet vil blive fratrukket i skatteberegningen.

“Den største nyhed i årsopgørelsen for 2024 vedrører boligejerne. For dem er boligskatten en integreret del – ikke kun på forskudsopgørelsen – men nu også på årsopgørelsen,” siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.

Allerede siden februar har pensionister og andre med indefrosne boligskattelån kunnet se deres lån på skat.dk, men nu bliver oversigten altså udvidet med yderligere detaljer.

Hvad skal jeg have i rådighedsbeløb? Tips til at finde det rette beløb for din økonomi

Læs også: Hvad skal jeg have i rådighedsbeløb? Tips til at finde det rette beløb for din økonomi

Husk at tjekke dine oplysninger

Det er ikke kun boligejerne, der skal være opmærksomme. Skattestyrelsen opfordrer alle borgere til at gennemgå deres oplysninger grundigt, så der ikke mangler fradrag eller anden vigtig information.

“Som altid opfordrer vi til, at man tjekker og retter sine oplysninger, når man logger ind på årsopgørelsen. Typisk vil det være oplysninger om kørsels- og servicefradrag – det er faktisk de mest anvendte fradrag – man selv skal sørge for at oplyse os om, da det ikke er oplysninger, vi får automatisk,” siger Ulrick Junge og fortsætter:

“Men det kan fx også være oplysninger om køb og salg af aktier, hvor Skattestyrelsen kan mangle oplysninger for at lave den rigtige skatteberegning.”

Hvis du har betalt for meget i skat, kan du forvente at få pengene tilbage fra den 25. april. Sidste år fik fire ud af fem danskere penge retur.

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler