Personlig økonomi9 ud af 10 danskere spiser stadig kød – men “grøntsagskød” kan ændre det
Næsten halvdelen af danskerne har prøvet kødprodukter med planteindhold, men motivationen for at skære ned på kødet er stadig lav. En ny rapport peger på, at hybridprodukter kan være en genvej til en mere bæredygtig kost.
Selvom klimadebatten buldrer derudad, og flere og flere taler om at skære ned på kødet, viser en ny rapport fra Aarhus Universitet, at de fleste danskere stadig holder fast i deres kødvaner. Faktisk spiser 9 ud af 10 kød hver dag eller flere gange om ugen, og motivationen for at skære ned er tilsyneladende lav. Men en løsning kan være på vej: Hybridprodukter.
Kød og grøntsager – en genvej til mindre kød?
Hybridprodukter er en kombination af kød og planter, for eksempel hakket oksekød blandet med ærteprotein eller revne gulerødder. Idéen er, at forbrugerne stadig får den smag og konsistens, de kender, samtidig med at de skærer ned på kødforbruget og dermed deres klimaaftryk.
Og faktisk har mange danskere allerede givet hybridprodukterne en chance. Ifølge undersøgelsen har næsten halvdelen af os prøvet dem, og blandt dem er flertallet positivt stemt.
”De danskere, der har prøvet hybridprodukter, er generelt mere bekymrede for klimaet og har mere fokus på at spise sundt,” forklarer Esben Durhuus Lejsgaard, videnskabelig assistent ved MAPP Centeret ved Aarhus Universitet. Centeret forsker i værdiskabelse i fødevaresektoren for forbrugere, industri og samfund.
Men hvorfor er motivationen så lav?
Ifølge forskerne handler det om kødtilknytning – altså hvor meget vi forbinder kød med gode måltider, hygge og tradition. Jo stærkere den forbindelse er, jo sværere er det at skære ned. Mange danskere laver dog allerede hybridmåltider derhjemme, for eksempel når vi putter revne grøntsager i bolognesen eller linsesovs i lasagnen.
”Størstedelen af forskningen viser, at det kniber med motivationen, når vi taler kostomlægning,” siger Esben Durhuus Lejsgaard.
Så mange grøntsager vil vi have
Forskernes undersøgelse peger på, at der er en øvre grænse for, hvor stor en andel grøntsager eller bælgfrugter, forbrugerne er villige til at acceptere.
“På nuværende tidspunkt ser vi et maksimalt accepteret planteindhold på omkring 20 procent, men det kan ændre sig, som forbrugeraccepten af disse produkter stiger,” siger Lejsgaard.
Selvom motivationen for at spise mindre kød er lav, viser undersøgelsen, at hybridprodukter kan være en realistisk måde at reducere kødforbruget på, uden at danskerne skal lave en total kostomlægning.
”Vi ser i vores undersøgelse, at hybridprodukterne ikke afskrækker forbrugerne – faktisk tværtimod – dem der har prøvet dem, vurderer dem relativt højt,” siger Esben Durhuus Lejsgaard.