Personlig økonomi11 tips til at få mere ud af dine penge
Der kan være mange grunde til at gå budgettet efter. Måske er du gået ned i løn eller også er du træt af en slunken konto sidst på måneden? Måske vil du gerne spare mere op til fremtidige drømme? Uanset hvad, så er det altid en god idé at få mere ud af dine penge. Her er 11 tips til, hvordan du kan gøre netop det.
1. Sælg nogle af dine ting
Et nemt sted at hente penge er i dit hjem, garderobeskab og de flyttekasser, du aldrig fik pakket ud. Gennemgå det hele, og sælg de ting, du ikke længere bruger, på relevante salgsplatforme. Ikke kun får du penge i hånden, du får også ryddet op derhjemme. Har du brug for gode råd til, hvordan du sælger dine ting? Så læs vores store guide her.
2. Køb tøj og møbler second hand
Ved at handle second hand kan du spare en del penge, når du har brug for nyt tøj eller møbler. Lav evt. en liste over det, du mangler, og tjek regelmæssigt diverse salgsplatforme for gode fund.
3. Bliv en tilbudshaj
Gør det til en vane at gennemgå tilbudsaviserne, og vent med at købe, til det du mangler, er på tilbud. Brug fx app’en eTilbudsavis til at tjekke supermarkederne, og pricerunner.dk til at sammenligne priser på elektronik.
4. Gå alle dine abonnementer igennem
Vær kritisk over for de abonnementer, du har. Hvis du betaler for et fitnessabonnement, du aldrig bruger, kan du overveje at starte hjemmetræning i stedet. Vurder, om alle abonnementer giver mening, eller om du kan skære ned.
5. Nedgrader tv-pakken
Store tv-pakker og streamingabonnementer kan hurtigt blive dyre. Prøv at sætte din tv-pakke ned i en periode eller skift mellem forskellige streamingtjenester, så du ikke betaler for flere på én gang. Sæt evt. en notifikation i kalenderen, så du husker at opsige abonnementerne, inden de fornyes.
6. Lej din bil eller et værelse ud
Har du brug for ekstra indtægt, men uden at påtage dig mere arbejde? Overvej at leje din bil eller et værelse ud. Husk at tjekke reglerne, især hvis du bor til leje, men der er penge at hente, hvis du kan.
7. Inviter venner hjem til mad i stedet for at gå ud
Det er dyrt at spise ude, så hvorfor ikke i stedet mødes derhjemme? Det kan føles lidt mærkeligt at foreslå det, men husk, at du ikke er den eneste, der gerne vil styrke sin økonomi. Dine venner vil måske endda være glade for den idé.
8. Lav en budgetpost til “det sjove”
Kun at fokusere på at spare op kan hurtigt blive kedeligt. Lav derfor en post i dit budget til “det sjove” – fx restaurantbesøg, take away eller oplevelser. Sæt et beløb af til dette, så du kan nyde lidt sjov uden at gå over budget.
9. Lav madplaner
At lave madplaner er et klassisk sparetip, men det virker. Find en dag i ugen, hvor du har overskud til at planlægge dine måltider og lave indkøb. Det gør det nemmere at holde styr på, hvad du køber, og undgår impulskøb.
10. Lav dobbeltportion af aftensmaden
Når du har en lang arbejdsdag og ikke orker at lave mad, er det nemt at falde for fristelsen til take away. Løsningen er at lave dobbeltportion af aftensmaden og fryse ned. På den måde har du en nem og billig middag klar til de travle dage.
11. Hav altid madpakke, snacks og vand med
En overset udgift er det impulsive forbrug på farten. Kaffe, sandwich og snacks kan hurtigt løbe op. Hav derfor altid snacks, vand og evt. en madpakke med, så du undgår at blive fristet til at købe dyre ting på vej til arbejdet.