Bolig

“Vi keder os bestemt ikke!” – Her buldrer boligsalget frem

Hvis du troede, boligmarkedet stadig lå i dvale, så tro om igen. 2025 har fået en flyvende start, og især nogle kommuner oplever decideret raketfart i boligsalget.

“Vi keder os bestemt ikke!” – Her buldrer boligsalget frem
Foto: Palle Skov
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 16. april 2025

Nye tal fra Boligsiden og Home viser, at bolighandlerne er steget med hele 23 % på landsplan i første kvartal af 2025 sammenlignet med samme periode sidste år. Og nogle steder er væksten langt højere end det.

Allerød, Fanø og Rødovre løber med guldet

Kigger man på, hvor der procentvis er sket den største stigning i salget, så er Allerød, Fanø og Rødovre de helt store vindere.

I Allerød er antallet af handler steget med vilde 73 %. Fanø følger trop med 68 %, og i Rødovre er stigningen på 63 %.

“Der er kommet markant mere gang i boligmarkedet igen. Renterne er faldet, køberne er vendt tilbage, og det mærkes over hele landet – ikke mindst i de kommuner, hvor aktiviteten er steget mere end 50 %,” siger Martin Wiesener, adm. direktør og CEO i Home.

Det mærker man tydeligt hos Home Allerød-Lynge.

“Jamen, vi keder os bestemt ikke! Vi har rigtig mange købere fra København og faktisk også fra Allerød,” siger Tobias Sederholm, indehaver og ejendomsmægler i butikken.

København og Aarhus topper – i rene tal

Målt på det absolutte antal handler er det de største byer, der trækker læsset.

I København blev der handlet hele 675 flere boliger i første kvartal i år end sidste år – en stigning på 44 %. Aarhus er nummer to med 327 flere handler, mens Aalborg tager tredjepladsen med 162.

Men også mindre kommuner som Odense, Vejle, Slagelse og Silkeborg har set solid vækst.


Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?

Læs også: Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?