Bolig

Så lang tid tog det at sælge en lejlighed i 2024

Hvis du satte din lejlighed til salg i 2024, måtte du formentlig væbne dig med lidt mere tålmodighed end året før. I gennemsnit tog det nemlig 100 dage at sælge en ejerlejlighed – fem dage længere end i 2023. Men ventetiden varierede markant rundt om i landet.

Så lang tid tog det at sælge en lejlighed i 2024
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 22. januar 2025

2024 blev rundet af i december med en gennemsnitlig salgstid på præcis 100 dage for ejerlejligheder. Det er fem dage mere end i december 2023, hvor den gennemsnitlige salgstid på landsplan lå på 95 dage. Det svarer til en stigning på 5,3 procent.

”På landsplan er salgstiden steget for alle boligtyper, og lejlighederne følger den tendens. Selvom den gennemsnitlige salgstid i hele landet ikke er steget så meget, er der stor forskel på udviklingen i regionerne,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Regionale forskelle

I Midtjylland steg salgstiden med næsten 20 %, så det i slutningen af året tog hele 133 dage at få en lejlighed solgt. Nordjylland gik derimod imod strømmen og imponerede med en markant reduktion. Her faldt salgstiden fra 164 dage i 2023 til kun 129 dage i 2024.

Der var dog stadig steder, hvor lejligheder nærmest fløj af markedet. Frederiksberg viste sig som Danmarks hurtigste marked, hvor det i gennemsnit kun tog 51 dage at få solgt en lejlighed. Ishøj var også med i front, med en gennemsnitlig salgstid på blot 58 dage.

I hovedstaden generelt gik det heller ikke langsomt. Her tog det gennemsnitligt 65 dage at sælge en lejlighed, mens Aarhus – landets næststørste by – oplevede en betydeligt længere salgstid på 115 dage.

”Vi kommer ikke udenom, at boligmarkedet i København er noget helt særligt, og det har sin egen rytme og hastighed. Under corona var Aarhus dog tæt på at nå samme topfart som København, men i dag, hvor vi trods alt ser et lidt mere almindeligt boligmarked, trækker København fra igen,” siger Birgit Daetz.

Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet

Læs også: Boligbudgettet rækker kortere – kvadratmeterne bliver dyrere i hele landet