BoligPas på, hvad du planter: De forkerte frø kan koste dyrt for naturen
Det kribler i fingrene for havefolk og altan-entusiaster, men pas på – den forkerte løgpose fra nettet kan gemme på uønskede gæster.
¨
Foråret spirer, og det samme gør lysten til at få jord under neglene. Men inden du klikker “køb” på nettet eller fylder kufferten med blomsterfrø og stiklinger fra ferien, er der god grund til at stoppe op.
Hvert år må Landbrugs- og Fiskeristyrelsen sammen med Toldstyrelsen nemlig konfiskere og destruere planter, løg og frø, der bliver taget med hjem uden de nødvendige papirer. Årsagen? De kan være inficeret med skadedyr og sygdomme, som truer både danske haver og den vilde natur.
”Det kan være umuligt at se på en plante eller frø, at de er bosted for uønskede skadedyr eller plantesygdomme, da ikke alle skadegørere efterlader synlige skader og spor,” fortæller kontorchef for Planter & Biosikkerhed i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Kristine Riskær.
Hun opfordrer derfor alle haveejere og planteentusiaster til at holde sig til sikre kilder – og at sørge for, at alt har styr på dokumentationen, hvis det er købt uden for EU.
“Vi råder derfor borgere til, at de ikke tager frø, planter eller planteprodukter – uden plantesundhedscertifikat – med hjem fra rejser i udlandet og ligeledes, hvis de køber frø eller planter, der er produceret uden for EU, husker at sikrer, at gevæksterne har plantepasset i orden.”
Sundhedstjek til planter – ikke kun for mennesker
Siden 2019 har EU’s plantesundhedsforordning stillet krav om, at alle planter, frø og visse fødevarer som frugt og grønt skal have et plantesundhedscertifikat, hvis de kommer fra lande uden for EU. Certifikatet er en slags pas, der dokumenterer, at planten er blevet sundhedstjekket i eksportlandet, inden den kommer ind over EU’s grænser.
Har du mistanke? Så gør det her
Skulle du støde på frø, planter eller grøntsager, som ser lidt off ud – eller opdage små dyr, du ikke kender – så er der faktisk anmeldepligt. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har tre simple trin, du skal følge:
- Tag et billede – gerne med noget i billedet, der viser størrelsen, fx en mønt eller en nøgle.
- Gem planten eller insektet, hvis du kan.
- Anmeld det på www.plantesundhed.dk, hvor du også uploader billeder og oplysninger om, hvor og hvornår du fandt det.