Bolig

Pas på fingrene og stigen: Havehygge sender hvert år mange danskere på skadestuen

Når påsken står for døren og solen begynder at varme, rykker danskerne ud i haven med beskærersaksen i hånden og optimisme i blikket. Men bag den hyggelige facade af jord under neglene og nyklippede hække lurer alvorlige ulykker, advarer forsikringsselskabet Alm. Brand.

Pas på fingrene og stigen: Havehygge sender hvert år mange danskere på skadestuen
Foto: Carl Tronders / Unsplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. april 2025

Ifølge selskabet stiger antallet af fritidsskader med hele 15 procent fra april til maj, og det er især mænd mellem 50 og 64 år, der kommer galt afsted med havemaskiner og ustabile stiger.

“Hvert år ser vi alvorlige skader, hvor havearbejdet blandt andet koster fingre og tæer. Ulykkerne skyldes ofte et øjebliks uopmærksomhed eller dårlige arbejdsstillinger, der øger risikoen markant. Motoriserede haveredskaber er en stor synder, men også fald fra stiger er en af de største årsager til skader,” siger Lis Katz Krefeld, direktør for Person & Ansvar i Alm. Brand.

Stiger er den store synder

Selvom hækkeklippere og motorsave er blandt de store syndere, er det faktisk fald fra stiger, der oftest ender med en tur på skadestuen.

“Vi ser igen og igen folk falde ned, når de beskærer træer, maler hus eller renser tagrender. Et fald fra selv få meters højde kan give alvorlige brud og hjernerystelser. Sørg for at stigen står på et stabilt underlag, så den ikke glider, mens arbejdet bliver udført,” siger Lis Katz Krefeld.

Det er heller ikke kun maskiner og stiger, man skal passe på. De ellers så hyggelige træterrasser og fliser kan blive livsfarlige, når de er dækket af alger.

“Tjek gerne terrassen for alger inden brug. Et uheldigt fald på en glat overflade kan ende med brækkede knogler og lange genoptræningsforløb,” advarer Lis Katz Krefeld.

Fem hurtige råd til en mere sikker havesæson

Alm. Brand kommer med følgende anbefalinger:

  • Kom aldrig tæt på kørende dele ved den maskine, du betjener
  • Brug handsker, fornuftigt fodtøj og sikkerhedsudstyr
  • Placer stigen på et stabilt og jævnt underlag – eller få en anden til at holde den
  • Overlad høje træer og svære opgaver til professionelle
  • Drop børnenes trampolin og løbehjul – også selvom det frister.
Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?

Læs også: Boligpriser og huslejer i Europa: Hvor steg de mest i 2024?