BoligMange holder øje med, hvad naboens bolig bliver solgt for – og der er flere grunde til, at du også skal gøre det
Vi er ikke bare interesserede i, om vores egen bolig stiger eller falder i værdi. Vi følger med i prisudviklingen i hele lokalområdet, viser ny undersøgelse fra Boligsiden. Og det kan give god mening.
Hvad koster naboens bolig, og hvad koster andre boliger i området – det er noget af det, mange boligejere og boliginteresserede holder øje med. En ny undersøgelse blandt Boligsidens brugere viser, at hele 85 procent holder sig orienteret om, hvordan boligpriserne udvikler sig i deres lokalområde.
”Mange er interesserede i prisudviklingen i ens egen kommune eller område, da det har betydning for, om ens egen bolig bliver mere eller mindre værd. Samtidig skaber debatten om de nye boligvurderinger ekstra interesse for prisudviklingen,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Det kan du bruge prisudviklingen til
Hvis du overvejer at købe eller sælge, kan lokale boligpriser hjælpe dig med at få en fornemmelse af markedet. Som køber får du en idé om, hvor du skal lægge dit bud. Vil du byde over prisen eller prøve at forhandle et prisnedslag – og i så fald, hvor stort?
Sælgere kan på den anden side bruge prisudviklingen til at fastsætte en realistisk pris – højere for unikke boliger eller lavere for hurtigere salg. De kan sætte den lavere end markedet for at få et hurtigt salg, eller placere den højere, hvis boligen har noget særligt, og du som sælger har tid til at vente på den rette køber.
Beregn din friværdi
Selv hvis du bliver boende, kan prisstigninger lokalt give dig en idé om friværdien i din bolig, som kan bruges til at finansiere fx renoveringer.
Friværdien beregnes ud fra en vurdering af, hvad boligen kan sælges for, fratrukket gælden i boligen. Ligger din bolig i et område, hvor priserne stiger, er der god sandsynlighed for, at din friværdi gør det samme.
Lån i friværdien er ofte billigere end andre lån. Husk dog, at banken typisk vil få en vurderingsspecialist til at vurdere din bolig og fastsætte en værdi, og at det altså ikke er din egen beregning, der danner grundlaget for friværdien.