InvesteringKina sender chokbølger gennem AI-industrien: Hvem er DeepSeek, og hvorfor kan de blive en trussel?
En kinesisk AI-virksomhed har på kort tid skabt bølger i teknologiverdenen. DeepSeek er ikke bare en ny spiller – de kan ændre reglerne for hele AI-industrien.
Mandag morgen rystede den kinesiske AI-startup DeepSeek hele tech-verdenen med en overraskende annoncering: En ny AI-model, der ikke alene siges at kunne konkurrere med OpenAI’s ChatGPT, men også er udviklet til en brøkdel af prisen. Er dette starten på et magtskifte i AI-industrien, eller blot en kortvarig hype?
En ny spiller på AI-scenen
DeepSeek, grundlagt i 2023 af Liang Wenfeng, tidligere hedgefond-manager, har på kort tid markeret sig som en væsentlig aktør på den globale AI-scene. Det lille startup har netop lanceret DeepSeek V3, en sprogmodel med imponerende 671 milliarder parametre, som har sat nye standarder for AI-ydeevne. Modellen er skabt for blot 6 millioner dollars – et beløb, der står i skarp kontrast til de milliarder, amerikanske virksomheder som OpenAI og Google bruger på deres AI-udvikling.
DeepSeek har valgt at anvende reducerede chips som Nvidia H800, hvilket gør deres teknologi langt mere omkostningseffektiv. Dette stiller spørgsmålet, om de store amerikanske tech-giganters massive investeringer i dyre hardware stadig er den mest rentable strategi.
Derudover har Kinas tech-giganter, Alibaba, Baidu og Tencent investeret betydelige penge og ressourcer i kapløbet om at erhverve hardware og kunder til DeepSeeks AI-modeller.
Reaktioner fra industrien
Selv Microsofts CEO, Satya Nadella, har anerkendt DeepSeek’s fremskridt. Under World Economic Forum i Davos beskrev han den kinesiske startups innovation som “superimponerende” og understregede, at industrien bør tage den alvorligt.
Microsoft planlægger selv at investere 80 milliarder dollars i AI inden 2025, men DeepSeek’s budget på kun 6 millioner dollars udfordrer ideen om, at succes i AI nødvendigvis kræver enorme investeringer.
“De store amerikanske tech-virksomheder har alle fordelene, når det kommer til penge og computerkraft. Men DeepSeek viser, at dette måske ikke længere er den fordel, vi troede, det var,” siger Stephen Wright, forsker ved University of Oxford og AI-ekspert for investeringssiden Motley Fool.
Skal de amerikanske tech-giganter være bekymrede?
DeepSeek’s lave omkostninger og høje effektivitet har udløst nervøsitet blandt investorer i de syv største amerikanske tech-virksomheder – også kendt som The Magnificent Seven: Apple, Microsoft, Amazon, Alphabet, Meta, Nvidia og Tesla. Sammen sidder disse virksomheder på 20 % af aktiemarkedets samlede værdi, og en udfordrer som DeepSeek kan potentielt ryste deres dominans, ligesom det også kan have stor indflydelse på de mange investorer, som har de syv tech-aktier i deres portefølje.
“Det kan være dårlige nyheder for The Magnificient 7, der havde planer om at dominere AI-markedet med deres dyre AI-tjenester,” siger økonom Ed Yarden. “Spørgsmålet er, om de kommer til at skuffe, fordi deres investeringer i AI vokser hurtigere end deres indtægter. Det kan presse deres samlede profitmargin.” Han nævnte også, at chip-producenten Nvidia kunne blive påvirket.
Dog advarer Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen investeringsstrateg fra Saxo Bank, mod at drage forhastede konklusioner:
“Som investor skal man passe på med at dømme de amerikanske teknologigiganter ude. Vi ved stadig meget lidt om den nye DeepSeek-models reelle præstationer sammenlignet med komplekse systemer som ChatGPT,” har han tidligere udtalt til Økonomista.
AI-kapløbet tager fart
DeepSeek har utvivlsomt skabt bølger i AI-industrien og rejst spørgsmål om, hvorvidt de amerikanske giganter kan bevare deres førerposition. Mens DeepSeek repræsenterer en ny tilgang til AI-udvikling med fokus på omkostningseffektivitet, er det endnu uklart, om de kan leve op til hypen.
Én ting er dog sikker: AI-kapløbet er intensiveret, og både investorer og industriledere vil følge udviklingen tæt.