Investering

Kinas nye AI-model Deepseek truer amerikanske tech-mastodonter: “Markedet er bekymret for om kineserne er ved at indhente amerikanerne”

Mandag morgen rystede den relativt ukendte kinesiske AI-startup DeepSeek hele tech-markedet. Deres nye AI-model, som siges at kunne konkurrere med OpenAI’s chat-GPT, blev udviklet på en brøkdel af prisen og har fået investorer og markedsanalytikere til at se rødt.

Kinas nye AI-model Deepseek truer amerikanske tech-mastodonter: “Markedet er bekymret for om kineserne er ved at indhente amerikanerne”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 27. januar 2025

Futures-markedet var blodrødt, især de amerikanske teknologiaktier, hvor NASDAQ 100 futures faldt med 3,2%.

I Europa var situationen heller ikke lysere. Den hollandske mikrochipudstyrsproducent ASML så sine aktier dykke med 8%, og tyske Infineon blev sendt ned med over 4%.

“Det markante fald vi ser i teknologiaktierne lige nu, er et klart udtryk for, at markedet er bekymret for om kineserne er ved at indhente amerikanerne på AI-området, og samtidig sætter dette spørgsmålstegn ved om de mange amerikanske teknologivirksomheders investeringsplaner giver økonomisk mening,” skriver investeringsstrateg hos Saxo Bank, Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, i en kommentar til Økonomista.

Konkurrence fra Kina

DeepSeek har hurtigt tiltrukket sig opmærksomhed, efter at de afslørede en AI-model, der angiveligt kan levere resultater, der matcher OpenAIs GPT-4, men til en langt billigere pris. DeepSeek kører på reducerede chips som Nvidia H800, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt de store tech-virksomheders massive investeringer i dyre chips og AI-udvikling stadig giver økonomisk mening.

“For hvis kineserne kan udvikle det samme til en brøkdel af prisen, hvorfor skal Meta, Microsoft osv. smide hundredvis af milliarder dollars efter træning og udvikling af programmer og hardware til kunstig intelligens?” udtaler Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Novo Nordisk-aktien i fremgang – men er den stadig et godt køb?

Læs også: Novo Nordisk-aktien i fremgang – men er den stadig et godt køb?

De store tech-giganter er ikke dømt ude

Selvom mange er nervøse for, om Kina er på vej til at overhale USA på AI-fronten, advarer investeringsstrategen dog imod at dømme de amerikanske tech-giganter ude.

“Som investor skal man dog passe på med at dømme de amerikanske teknologigiganter ude. Der er selvfølgelig grund til bekymring som aktionær, men vi ved stadig meget lidt om den nye DeepSeek AI-model, og forskellen i potentialet og kompleksiteten af f.eks. Chat GPT og den kinesisk udviklede konkurrent,” skriver han.

Både Apple, Meta, Tesla og Microsoft kommer med regnskab i denne uge, og derfor vil nyheder, som den vi har fået om DeepSeek i weekenden, ramme markedet ekstra hårdt, da nervøsiteten og den forventede volatilitet for den kommende uge i forvejen var og er ventet at blive høj.

“Ser vi ud over ugens mange begivenheder og den nuværende bekymring omkring AI-virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til Kina, bør de vestlige teknologivirksomheders konkurrencemæssige position fortsat været stærk. Derfor skal man som dansk investor passe på med at panikke og sælge ud på denne nedtur,” slutter han.

Stor pengeregn til Novo-aktionærer: Så meget får de

Læs også: Stor pengeregn til Novo-aktionærer: Så meget får de