BoligHer stikker boligsalget af
I 19 kommuner var der allerede i oktober solgt flere huse end i hele sidste år. Se, hvor boligsalget stikker af.
Hvad har Ishøj, Nyborg og Rebild kommuner til fælles med 16 andre kommuner landet over? De har alle sammen haft så mange hussalg, at der i oktober i år allerede var solgt flere huse end i hele sidste år til sammen.
Ishøj, Nyborg og Rebild er de kommuner, hvor boligkøberne har haft mest travlt. I Ishøj blev der i perioden januar-oktober i år solgt 15,3 procent flere huse end i hele sidste år, mens salget i Nyborg og Rebild lå henholdsvis 14,5 og 10,6 procent højere.
”Vi har set en høj aktivitet på boligmarkedet generelt i år, men der vil altid være geografiske lommer, hvor der er ekstra gang i salget. Når vi ser på de kommuner, hvor salget fra januar til oktober har overhalet antallet af handler i hele 2023, ser vi en stor geografisk spredning,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, og fortsætter:
”Vi har set et højt handelsniveau i november også, så inden vi når årets udgang, vil mange flere kommuner have overhalet sidste års hussalg.”
Ud over Ishøj, Nyborg og Rebild ligger antallet af hushandler også højt i kommunerne Albertslund, Esbjerg og Guldborgsund. I den anden ende af skalaen ligger øerne Fanø og Samsø og små kommuner som Dragør og Frederiksberg.