BoligHer boomer boligmarkedet: Fem danske kommuner i fremgang
Danskerne har fortsat appetit på boligmarkedet: I årets tredje kvartal blev der optaget næsten 13.700 realkreditlån til køb af ejerbolig, en stigning på 13 % i forhold til samme periode sidste år.
Siden årets begyndelse er antallet af nye lån til boligkøb steget hele 63 %, og særligt fem kommuner mærker for alvor fremgangen. Det viser nye tal fra Finans Danmark.
Boliginteressen stiger i disse kommuner
I tredje kvartal af 2024 oplevede 73 ud af landets 98 kommuner en fremgang i antallet af optagne boliglån sammenlignet med året før. Lejre kommune topper listen, med næsten en fordobling af realkreditlån til boligkøb siden sidste års tredje kvartal. Omvendt har Tårnby kommune set den største nedgang, med 31 % færre boliglån i samme periode.
Ifølge Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, kan interessen forklares med en robust dansk økonomi og et stærkt arbejdsmarked:
”Den stigende interesse, på trods af de stigende udbudspriser, kan blandt andet forklares ved, at det går godt for den danske økonomi. De seneste økonomiske rapporter viser, at Danmark er i en højkonjunktur, og vi har et stærkt arbejdsmarked. Inflationen er afdæmpet, og renten er faldet. Og når det går godt for den danske økonomi, går det oftest også godt for de danske familier. Mange af de danske familier har på det seneste fået flere penge mellem hænderne og dermed også en større mulighed for at købe deres næste drømmebolig,” siger Peter Jayaswal.
De fem største stigninger | |
1. Lejre | 98 % |
2. Herlev | 79 % |
3. Randers | 51 % |
4. Lolland | 49 % |
5. Rebild | 46 % |
De fem største fald | |
1. Tårnby | – 31 % |
2. Vallensbæk | – 26 % |
3. Ballerup | – 24 % |
4. Brøndby | – 21 % |
5. Viborg | – 21 % |
Kilde: Finans Danmarks beregninger. Kommuner med færre end 10 observationer fremgår ikke af oversigten af hensyn til diskretion.