BoligForåret lokker boligsælgere frem – flere nye boliger på markedet
Foråret har traditionelt været højsæson for boligsalg, og i år er ingen undtagelse.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der i sidste uge blev sat 2.815 boliger til salg – en stigning på 9 procent i forhold til ugen før og 8 procent flere end på samme tid sidste år.
“Foråret byder traditionelt set på øget aktivitet på boligmarkedet, og i takt med de lysere tider kommer der flere sælgere på markedet. Det er indtil videre også tilfældet i år, hvor vi endda ser en lille fremgang i forhold til samme tidspunkt i de tidligere år,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Husejere fører an i salget
Det er især husejerne, der har taget forskud på forårsaktiviteten. I sidste uge blev der sat 1.705 huse til salg, hvilket er 5 procent flere end på samme tid sidste år og 11 procent flere end gennemsnittet for samme uge i perioden 2015-2019.
“Med et hus følger ofte en have, og den tager sig generelt bedre ud i forårs- og sommermånederne. Derfor er det også helt naturligt, at mange sælgere vælger at time deres boligsalg med forårets komme, og det er helt i tråd med de tidligere års tendenser,” siger Birgit Daetz.
Flere sommerhuse og ejerlejligheder på markedet
Det er ikke kun villaer, der fylder på salgslisten. Også sommerhussalget har fået et forårsløft. I sidste uge blev der sat 406 sommerhuse til salg – det højeste antal på ugebasis i år og 5 procent flere end i samme uge sidste år. Dog er niveauet stadig 9 procent lavere end gennemsnittet for samme uge i 2015-2019.
For ejerlejlighederne er tendensen endnu mere markant. 522 ejerlejligheder blev sat til salg i sidste uge – det højeste antal på en uge i år. Det er en stigning på hele 26 procent i forhold til samme uge sidste år og 2 procent over gennemsnittet fra 2015-2019.
Den stigende mængde boliger på markedet er godt nyt for de mange boligsøgende, der nu får flere valgmuligheder, når de skal på fremvisning.
“Det er en kærkommen udvikling, for der står samtidig mange boligkøbere klar,” understreger Birgit Daetz.