BoligFlere boligejere vælger energirigtige boliger – og det er der en grund til
Mere end hver anden husejer ville i dag vælge et hus med energimærke A, B eller C, hvis de skulle købe. Det viser en analyse fra Finans Danmark.
Interessen for energirigtige huse er steget markant – hele 58 % foretrækker nu mindst energimærke C, en stigning på 8 procentpoint siden 2020.
Den forøgede interesse kan skyldes en kombination af udviklingen i energipriserne, som nåede et historisk højt niveau i 2022, og det generelt stigende fokus på den grønne omstilling i samfundet.
”Husejernes prioritering af energimærke afspejler en voksende bevidsthed om energiforbrugets betydning for klimaet og fokus på de stigende omkostninger til el og varme. Med energiprisernes historisk høje niveau i 2022, er det ikke overraskende, at flere nu ser værdien i et energirigtigt hus,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Selv om husejernes energibevidsthed er stigende, har de måske en for stor optimisme, når det handler om vurderingen af den energimæssige stand af deres eget hus. I Epinion-undersøgelsen svarer kun 6 % af husejerne, at deres hus er i dårlig energimæssig stand. Ser man derimod på fordelingen af gyldige energimærker i dag, så er det op mod hvert tredje hus, der enten har energimærke E, F eller G.
Hurtigere salg
Energivenlige huse sælges også hurtigere. Fra andet halvår 2023 til første halvår 2024 tog salget i gennemsnit 118 dage for huse med energimærke A, B og C – væsentligt hurtigere end de 164 dage for dårligere energimærker som E, F og G.
”At huse med en god energimærkning sælges hurtigere, kan blandt andet skyldes, at køberne har en forventning om, at varmeregningen er lavere, og boligen vil have et bedre indeklima. Oftest ses det også, at huse med god energimærkning er nyere – og det kan være attraktivt for flere købere. Går man med overvejelser om at energirenovere sin bolig, er det en god idé at tage en snak med sin bank eller sit realkreditinstitut for at høre om mulighederne for at låne til det. Bankerne har nemlig længe været opmærksomme på vigtigheden af energirenovering, og derfor er der mange, der i dag har attraktive tilbud formålet. Det kan både være billigere lån til energirenovering, adgang til energirådgivning på fordelagtige vilkår, og der også eksempler på tilskud til konkrete energiforbedrende tiltag. Det kan gøre det nemmere og billigere at gennemføre energirenoveringer,” siger Peter Jayaswal.