Debat

Er du leder på vej til julefrokost? Glem ikke Askepot-finten!

Vidste du, at ledere og Askepot har noget til fælles? De skal helst ud ad døren inden midnat i så ædru (og clean) tilstand, at de ville kunne køre hjem, når der er sociale arrangementer som nu julefrokosterne.

Er du leder på vej til julefrokost? Glem ikke Askepot-finten!
Elize Dimare er ledelsesekspert, entreprenør og strategisk rådgiver. Hun er CEO og stifter af rådgivningsvirksomheden Fire & Shield.
Elize Dimare, ledelsesekspert, entreprenør og strategisk rådgiver
Af Elize Dimare, ledelsesekspert, entreprenør og strategisk rådgiver 6. december 2024

Hvorfor dog det? Jo det handler om, at når kareten bliver til et græskar, så bliver dit ledelsesmandat samtidigt udhulet indefra. Du risikerer nemlig at sætte dit surt opsparede gode omdømme og din langsomtvoksende tillidskonto over styr, på en enkelt aften, ved at drikke (lidt) for meget sammen med nogen, som er dine medarbejdere – ikke dine venner. Øv. Øv. Øv. Men sådan er det bare.

Fik du kaffen galt i halsen, eller lyst til at fare i et tastatur og udnævne mig til en gammel sur dame, så er det selvfølgelig helt i orden. Det ændrer dog ikke ved nogle ubehagelige fakta, som vi ofte glemmer i den travle og åh så hyggelige juletid:

  • Danmark har sammen med de andre nordiske lande europarekord i forbrug af alkohol. Vi drikker bare mere.
  • Der er alt for mange, som ikke kan styre det med alkoholen særligt godt, og vi sætter både dem og deres overansvarlige kollegaer i et dilemma, hvis vi ikke modererer alkoholindtaget i arbejdssammenhænge
  • Du er som leder rollemodel, og hvis du er meget festlig bliver der nemt et gruppepres for at feste med. Det kan selvfølgelig øge dit omdømme hos de festlige typer, men sjældent hos de mere seriøse typer. Hvem vil du i virkeligheden helst imponere?
  • Alle bliver dummere når de drikker. Også dig. Ja, også dig. Vores dømmekraft svækkes, og pludselig virker det måske som en god ide at klappe en kollega i måsen eller fortælle sjofle historier. Mange metoo-sager har faktisk alkohol som et af fællestrækkene.
  • Det er utrygt, når du er uforudsigelig som leder. Og det er du i højere grad, når du er beruset.  

Og sidst men måske allervigtigst: Du er altid på arbejde som leder, når du er sammen med dine kollegaer. Så spørg dig selv, om du ville møde påvirket op til en MUS-samtale, en forhandling, en stor præsentation eller et afdelingsmøde? Det tænkte jeg nok. Derfor skal du selvfølgelig også lade være med at feste igennem til julefrokosten (eller sommerfesten eller nytårskuren eller hvad I nu holder).

Og nej, du er ikke autentisk, hvis du tåger rundt. Du er bare endnu en fuld chef, der har mistet lidt respekt hos sine medarbejdere. Så fest endelig løs i den glade juletid, men lad være med at gøre det sammen med dine medarbejdere og dine kollegaer. Promillegrænsen for at holde god stil og for at køre bil minder sjovt nok meget om hinanden. Så hvis du holder dig under den, og smutter inden midnat, så undgår du at andre skal se fortryllelsen blive hævet, og så er dit ledelsesmandat intakt mandag morgen.

Glædelig jul

Klummen er udtryk for skribentens holdning

Sløvt lejlighedsbyggeri er medskyldig i vilde priser i København

Læs også: Sløvt lejlighedsbyggeri er medskyldig i vilde priser i København