Artiklen er tidligere udgivet i Økonomista magasinet foråret 2024
Tupaarnaq Kopeck vil gøre grønlændere klogere på deres penge. Hun har tidligere arbejdet som bankassistent i Sparbank Vest i Grønland, og nu hjælper hun grønlændere med deres penge gennem sin YouTube-kanal, private sessioner og velgørende arbejde.
“Der er et stort behov for at løfte grønlændere økonomisk, og selvom der allerede findes meget viden om økonomi, så er det enten på dansk eller engelsk, og når 70 % af grønlænderne kun taler grønlandsk, så er der et behov for, at de også kan lære på deres eget sprog,” fortæller Tupaarnaq Kopeck, som i dag bor i Canada med sin mand og to døtre.
Men god økonomi handler ikke kun om tal i et Excel-ark. Det forstod Tupaarnaq Kopeck, da hun tog et kursus i pengetraumer. For selvom man kan have god forståelse for penge, så kan traumer påvirke måden, man bruger sine penge. Det oplevede Tupaarnaq Kopeck også selv efter at have mistet sin far som femårig og senere sin mor, da hun var 22 år gammel.
“Jeg fik en følelse af “hvorfor spare op?” for jeg var jo ikke lovet, at i morgen blev bedre. Det handlede om overlevelse, og jeg tror også, at mange andre grønlændere kan genkende den følelse af, at vi i mange generationer har haft en følelse af at skulle overleve,” fortæller Tupaarnaq Kopeck.
Et kollektivt pengetraume
Et pengetraume er ikke nødvendigvis noget, man kun går igennem personligt. Det kan også være kollektivt og nedarves i generationer. Tupaarnaq Kopeck ser især koloniseringen af Grønland som et kollektivt traume, der også har påvirket økonomien i generationer.
I 1721 blev Grønland en dansk koloni, og først i 1979 blev Grønland et hjemmestyre i rigsfællesskabet Danmark. Til sidst fik de selvstyre i 2009. Men selvom Grønland kom på grønlandske hænder igen, så påvirker den kollektive smerte stadig, siger Tupaarnaq Kopeck.
“Jeg tror, at vi fik en oplevelse af at være mindre værd, og jeg husker tydeligt min morfar fortælle, hvordan det påvirkede ham, at han fik mindre i løn end sine danske kollegaer, der var kommet til Grønland for at arbejde,” fortæller Tupaarnaq Kopeck.
Det er fødestedskriteriet, som Tupaarnaqs morfar refererede til. Det var en bestemmelse fra 1964, som betød at statens ansatte i Grønland, som enten var født i Grønland eller fik fast bopæl der indenfor 5 år, fik mindre i løn og ringere ansættelsesvilkår end udsendte danskere, der blandt andet fik tilskud til husleje og tøj.
Ideen med fødestedskriteriet var bl.a. at sikre fastholdelse af arbejdskraft udefra samt styrkelse af konkurrenceevnen, og selvom kriteriet blev endeligt ophævet i 1991, så sidder smerter og følelse af mindreværd i generationernes hukommelse.
“Man siger, at det tager syv generationer, for at et kollektivt traume forsvinder, så selvom vi i dag klarer os langt bedre, så har vi nedarvet et syn på os selv og penge, som har stor betydning for, hvad vi gør. Jeg har også selv skullet arbejde med følelse af mindreværd, og hvordan det påvirkede mig ift. at søge jobs, gå efter muligheder og håndtere mine penge, ligesom jeg også har skullet stå på mål for den stereotype fortælling om den fordrukne grønlænder, som ikke arbejder,” fortæller Tupaarnaq Kopeck.
Vi skal forstå for at kunne give slip
I dag er alkoholforbruget i Grønland faldet med mere end 30 % og er nu på niveau med andre nordiske lande, og selvom det grønlandske uddannelsesniveau stadig er det laveste i Norden, så er det stigende. I 2021 var kun 3,7 % af grønlænderne ledige, og det er halveret på ti år.
Derfor mener Tupaarnaq Kopeck også, at der er behov for at hjælpe grønlænderne med at forstå deres penge, herunder deres pengetraumer.
“Det handler om at lære at slippe det negative synspunkt, som vi måske har lært af vores forældre og generationer før dem, men vi er nødt til at vide, at de findes, før vi kan give slip på dem,” siger Tupaarnaq Kopeck.
Repræsentation er vigtigt
Men selvom man healer det kollektive pengetraume indefra, så skal der også ydre forandringer til for at hjælpe en ny fortælling om grønlænderne på vej. En fortælling, der også bliver skabt af dem, som sidder på de øverste poster i det grønlandske samfund.
“Når en grønlænder går i banken og oplever, at hele ledelsesgangen i en grønlandsk bank er danskere, så kan det genaktivere det kollektive pengetraume, fordi vi ikke føler os repræsenteret, og man risikerer også at være blind for det, som er vigtigt for os grønlændere. Derfor har vi et arbejde foran os med at få flere grønlændere på de øverste poster, så de kan være med til at skabe rammerne for det grønlandske folk,” siger Tupaarnaq Kopeck, som også har prøvet at få en nordisk handelsplatform til at oversætte deres hjemmeside til grønlandsk for at få flere grønlændere til at investere i aktier.
“Når så mange grønlændere taler grønlandsk, så kan sproget blive en barriere for at komme i gang med at investere, og derfor spurgte jeg handelsplatformen, om de ikke ville oversætte deres hjemmeside til grønlandsk, men de svarede, at det var for lille et marked til, at det kunne betale sig. Det er jo en hønen og ægget-situation, for vi får jo heller aldrig flere grønlandske investorer, hvis ikke vi gør det tilgængeligt,” mener Tupaarnaq Kopeck.
FAKTABOKS
Grønland i tal
- I 2021 havde kvinderne en gennemsnitlig bruttoindkomst på 240.000 DKK, mens mændene havde 295.000 DKK.
- I Grønland hænger indkomstniveau og uddannelsesniveau sammen. Når uddannelsesniveauet stiger, stiger indkomstniveauet også. Uligheden i indkomst er større i Grønland end i de øvrige nordiske lande.
- Over 40 % af alle jobs findes i den offentlige sektor. Mere end 60 % af kvinderne på arbejdsmarkedet er beskæftiget i det offentlige. For mænd er fiskeri, fangst og landbrug samt offentlig administration og service de mest populære valg.