IndsigtSnart kan du tjekke for livmoderhalskræft – bare ved at aflevere en kop urin
Forestil dig, at du kan blive screenet for livmoderhalskræft – uden at skulle op til en gynækologisk undersøgelse. Bare ved at tisse i en kop. Det er nu ved at blive en mulighed for kvinder i Danmark.
En ny type urinprøve, som du selv kan tage derhjemme, er ved at blive testet som en enkel og effektiv metode til at opdage HPV – den virus, der kan føre til livmoderhalskræft. Bag den nye metode står Mette Tranberg, seniorforsker og lektor ved Aarhus Universitet. Hun håber, at den kan gøre det meget nemmere for kvinder at deltage i screening.
Hvert år får 320 kvinder livmoderhalskræft
Hvert år får cirka 320 kvinder i Danmark konstateret livmoderhalskræft, og omkring 83 dør af sygdommen. Halvdelen af tilfældene opstår blandt de kvinder, der ikke deltager i det nuværende screeningsprogram. Måske er du en af dem, der har udskudt det? Du er ikke alene – og det er netop derfor, urinprøven er udviklet.
“Det var det problem, jeg ville løse, for vi ved, at en stor del af de kvinder, der ikke bliver screenet, er vanskelige at nå. For nogle handler det om, at den gynækologiske undersøgelse opleves som ubehagelig eller grænseoverskridende,” siger Mette Tranberg.
Du får ikke svar med det samme, som ved en graviditetstest – prøven bliver sendt til analyse på Regionshospitalet Randers. Men til gengæld får du en seriøs og sikker vurdering af, om du har HPV-virus, der kan føre til kræft.
Lige så pålidelig som celleskrab
Forskningen bag metoden viser, at urinprøverne er lige så pålidelige som celleskrab, når det gælder om at opdage HPV. Og det betyder, at du – med noget så enkelt som en urinprøve – kan tage ansvar for din egen sundhed og samtidig være med til at nedbringe antallet af kræfttilfælde.
Næste skridt bliver at undersøge, om kvinder faktisk vil bruge testen. Hvis forsøget går godt, kan det blive en del af det nationale screeningsprogram.
Og det vil have stor betydning. Danmark er nemlig på vej til helt at udrydde livmoderhalskræft, og det vurderes, at kræftformen kan være udryddet indenfor 15 år.