Indsigt

Tre ud af fire trafikdræbte er mænd – og det handler ikke kun om, at de kører mere

Antallet af trafikdræbte falder, men mænd fylder stadig mest i ulykkesstatistikkerne. En ny rapport peger på risikovillighed som en mulig forklaring.

Tre ud af fire trafikdræbte er mænd – og det handler ikke kun om, at de kører mere
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 13. juni 2025

2024 var faktisk et ret godt år, hvis man ser på trafiksikkerheden i Danmark. Antallet af trafikdræbte var det næstlaveste nogensinde, selvom vi kørte flere kilometer end året før. Det fremgår af Vejdirektoratets årsrapport, som netop er blevet offentliggjort.

“Det er en god nyhed, at antallet af dræbte i trafikken fortsætter nedad. Den udvikling skal vi holde fast i ved fortsat at have fokus på trafiksikkerhedsmæssige tiltag som for eksempel kampagner og forbedringer på vejene, så det bliver endnu mere sikkert at færdes i trafikken,” siger transportminister Thomas Danielsen.

Men midt i de gode nyheder gemmer der sig en skævhed: Det er stadig oftest mænd, der kommer galt afsted i trafikken.

Mænd fylder i ulykkesstatistikkerne

Næsten 3 ud af 4, der mistede livet i trafikken i 2024, var mænd. Og det er ikke bare fordi, de sidder bag rattet oftere end kvinder. Tallene viser nemlig, at mænd er overrepræsenterede – også når man tager højde for, at de kører mere.

Det har været den samme tendens i mange år.

“Det er ingen overraskelse, at mænd er overrepræsenteret i ulykkerne. Hvad der måske kan være mere overraskende er, at det ikke bare skyldes, at mænd bruger mere tid i trafikken. Vi ved, at forskellen bl.a. skyldes en højere risikovillighed hos mandlige trafikanter,” siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Ikke kun bag rattet

Det er ikke kun bag rattet, mænd oftere end kvinder ender i ulykker. Det samme billede gør sig gældende på cyklen – og endda til fods. I perioden 2020-2024 var 57 procent af de tilskadekomne og dræbte cyklister mænd, selvom de kun stod for 53 procent af de kørte cykelkilometer.

“Der synes ellers at være blevet skabt en fortælling om, at det især er kvindelige cyklister, der kommer til skade i trafikken. Men virkeligheden er, som tallene viser, faktisk en anden,” understreger Marianne Foldberg Steffensen.


Snart kan du tjekke for livmoderhalskræft – bare ved at aflevere en kop urin

Læs også: Snart kan du tjekke for livmoderhalskræft – bare ved at aflevere en kop urin