Indsigt

Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA

Et stigende antal kvinder trækker sig ud af det amerikanske arbejdsmarked, og økonomer advarer nu om alvorlige konsekvenser for landets økonomi.

Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 27. oktober 2025

USA oplever et markant fald i antallet af kvinder på arbejdsmarkedet. Ifølge nye tal fra Bureau of Labor Statistics har omkring 455.000 kvinder forladt arbejdsstyrken mellem januar og august i år – et af de største fald siden coronapandemien. Det skriver CNN.

Økonomer advarer om, at udviklingen kan få alvorlige konsekvenser både for den økonomiske vækst og for de fremskridt kvinder har opnået på arbejdsmarkedet de seneste årtier.

“Vi kan ikke undvære halvdelen af talentmassen,” siger Diane Swonk, cheføkonom i KPMG til CNN. “Et stærkt arbejdsmarked kræver, at både mænd og kvinder deltager.”

Fra fremgang til tilbagegang

Inden pandemien for fem år siden steg kvinders erhvervsdeltagelse hurtigere end mænds, drevet af vækst i sundhedssektoren, flere kvinder i uddannelse og en større andel i traditionelle mandefag.

Men coronakrisen ramte kvindedominerede brancher hårdt, og mange kvinder blev tvunget hjem på grund af manglende pasningsmuligheder. Selvom mange vendte tilbage til arbejdsmarkedet via hjemme- og hybridarbejde, er den positive udvikling nu vendt.

Efter at have nået et historisk højt niveau sidste år, er kvinders erhvervsdeltagelse i USA nu faldet til omkring 77,7 procent.

Børnepasning, fleksibilitet og økonomisk pres

Blandt de kvinder, der forlader jobbet, er højtuddannede mødre med små børn særligt hårdt ramt. Stigende priser på børnepasning og krav om fysisk fremmøde gør det svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

Også sorte kvinder forlader i stigende grad arbejdsmarkedet, blandt andet fordi de oftere arbejder i den offentlige sektor, hvor der er sket nedskæringer.

Personlige omkostninger

For mange kvinder handler beslutningen ikke kun om penge. Flere fortæller, at presset mellem arbejde, familie og helbred blev for stort.

“Jeg var på toppen af min karriere, men mit mentale og fysiske helbred brød sammen,” siger Katharine Ransom-DiCerbo, der tidligere arbejdede i en nonprofitorganisation.

Eksperter frygter, at udviklingen kan bremse USA’s økonomiske fremgang og sætte kvinders fremskridt på arbejdsmarkedet årtier tilbage.

Ny funktion i Uber: Kvindelige passagerer kan vælge kvindelige chauffører

Læs også: Ny funktion i Uber: Kvindelige passagerer kan vælge kvindelige chauffører