Indsigt

Trump-told rammer hårdt: Volvo fyrer op mod 800 ansatte i USA

Volvo fyrer op mod 800 ansatte i USA som følge af Trumps toldpolitik.

Trump-told rammer hårdt: Volvo fyrer op mod 800 ansatte i USA
Foto: George Santangelo, CC BY-SA 4.0 / Wiki commons
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 18. april 2025

Volvo Group står over for en større fyringsrunde i USA, hvor op mod 800 ansatte må se sig om efter nyt arbejde. Det sker som følge af faldende efterspørgsel og stor usikkerhed på markedet – noget, som blandt andet tilskrives Donald Trumps toldpolitik.

Ifølge Yahoo Finance rammer fyringerne medarbejdere på tre forskellige fabrikker: Mack Trucks i Pennsylvania samt to Volvo-anlæg i henholdsvis Virginia og Maryland.

“Vi beklager at skulle tage dette skridt, men vi er nødt til at tilpasse produktionen til den lavere efterspørgsel på vores køretøjer,” skriver Volvo Group North America i en udtalelse.

Virksomheden peger på, at usikkerhed omkring fragtpriser, regulering og Trumps toldsatser har gjort det svært at planlægge frem i tiden.

“Ordrebogen for tunge lastbiler er stadig negativt påvirket af markedsusikkerhed omkring fragtpriser og efterspørgsel, mulige reguleringsændringer og virkningen af toldsatser,” lyder det fra Volvo.

Trumps handelsstrategi har skabt røre på det globale marked og fået flere økonomer til at advare om øget risiko for recession i USA. Volvo-fyringerne er blot det seneste eksempel på, hvordan bilindustrien mærker presset.

Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts

Læs også: Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts