Indsigt

Top 5 længste arbejdsuger i verden: Her arbejder de 54 timer om ugen

Er du tilfreds med din 37-timers arbejdsuge? I Danmark er vi kendt for vores balance mellem arbejde og fritid, men det er langt fra standarden i resten af verden. I nogle lande arbejder man over 50 timer om ugen – hver uge.

Top 5 længste arbejdsuger i verden: Her arbejder de 54 timer om ugen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. januar 2025

I Danmark er den normale arbejdstid 37 timer, og det er vi meget tilfredse med. Faktisk viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at tre ud af fire beskæftigede i gennemsnit arbejder 34 timer ugentligt, og kun 6 procent af de beskæftigede ønsker at arbejde mere end deres normale arbejdstid. Næsten hver femte vil faktisk gerne arbejde mindre. Men der er andre dele af verden, hvor de arbejder en del mere. Det viser data indsamlet fra verdens lande. Her er top fem over de lande, som har verdens længste arbejdsuger.

5. Qatar

Gennemsnitlige timer om ugen: 48,0
I Qatar har overarbejdskulturen taget overhånd, og derudover er Qatars arbejdsmarked præget af store sociale skel mellem de mange migrantarbejdere og landets egne borgere. Mange migranter arbejder under hårde forhold uden mulighed for at sige fra.

4. Congo

Gennemsnitlige timer om ugen: 48,6
Ifølge den congolesiske arbejdslov er den maksimale arbejdsuge 45 timer, og arbejdsdagen må ikke overstige 9 timer. Medarbejdere får dog ekstra løn for overarbejde, hvilket kan være med til at trække gennemsnittet op.

En betydelig del af befolkningen arbejder desuden i den uformelle sektor, hvor arbejdsforholdene ofte er uregulerede og præget af lange arbejdsdage. Mange arbejder i landbrug og minedrift, hvor arbejdstimerne ofte overstiger det tilladte.

3. Lesotho

Gennemsnitlige timer om ugen: 50,4
I Lesotho er en standard arbejdsuge 45 timer, som typisk fordeles på fem eller seks dage. For dem, der arbejder fem dage, er arbejdsdagen 9 timer lang, mens dem med seks arbejdsdage arbejder kortere timer på lørdage.

Man må kun arbejde 11 timer mere om ugen, men den høje arbejdsløshed i landet gør, t mange accepterer lange arbejdsdage uden at klage.

2. De Forenede Arabiske Emirater

Gennemsnitlige timer om ugen: 50,9
I Emiraterne stiger arbejdsmulighederne, særligt inden for ejendom, digitalisering og AI. Arbejdsmarkedet er i hastig vækst, hvilket øger arbejdspresset for mange.

Samtidig oplever mange lavtlønnede migrantarbejdere i byggebranchen og servicesektoren meget lange arbejdsdage under ekstreme temperaturer. Selvom lovgivningen beskytter mod overarbejde, er der stadig udfordringer med at håndhæve reglerne for alle ansatte.

1. Bhutan

Gennemsnitlige timer om ugen: 54,4
Bhutan topper listen som landet med de længste arbejdstimer. Arbejdsmarkedet i Bhutan domineres af landbrug, hvor arbejdsdagene ofte er lange og fysiske, og hvor de fleste arbejder uden formelle aftaler eller sociale sikkerhedsnet. Ungdomsarbejdsløsheden er på hele 29 procent, hvilket gør, at mange unge forlader landet for at søge muligheder i andre lande, særligt Australien.

Region lukker adgangen til DeepSeek for medarbejdere

Læs også: Region lukker adgangen til DeepSeek for medarbejdere