IndsigtStor stigning i ledigheden i december
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har netop offentliggjort de foreløbige arbejdsløshedstal for december, som viser en stigning på 2.300 personer, når der korrigeres for sæsonudsving. Det er en relativt markant stigning på bare én måned og betyder, at ledigheden er steget mere i december end i hele 2024.
Ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank kan dagens tal være et tegn på, at arbejdsmarkedet nu er ved at vende, men det er vigtigt at understrege, at en enkelt måneds tal kan nemt blive revideret.
“Vi og mange andre er gentagende gange blevet overraskede over, hvor stærkt arbejdsmarkedet har været de senere år, og dagens tal kan være et tegn på, at det nu er ved at vende, men med streg under kan være. En enkelt måneds tal kan nemt blive revideret, og der er ekstra usikkerhed hen over jul og nytår,” skriver han i en kommentar til tallene.
Arbejdsstyrken er også vokset
Arbejdsløsheden er steget gennem 2024, men man skal nærmest have luppen frem for at få øje på stigningen, og det hører også med til historien, at der faktisk er kommet flere i arbejde. Det er altså kun fordi arbejdsstyrken også er vokset, at der overhovedet har været en stigning i ledigheden sidste år, forklarer Las Olsen.
“Det er selvfølgelig meget positivt, at der er job til langt de fleste og lav arbejdsløshed, men det er også en lille smule mystisk. Væksten i dansk økonomi uden for Novo Nordisk er ret beset ikke høj nok til at skabe alle de job, der faktisk bliver skabt for tiden, og sådan har det været i flere år nu. Det betyder, at der nu er relativt mange ansatte i forhold til produktionen, og det betyder så igen, at vi meget vel kan stå over for en periode, hvor arbejdsløsheden stiger lidt mere, også selv om der kommer mere gang i for eksempel byggeri og privatforbrug. Dagens tal kan være første tegn på, at vi er på vej mod lidt højere arbejdsløshed, men det er klart nok for tidligt at konkludere endnu,” skriver han.